Kulturministeren kalder to konkrete, nyere byggerier for øjebæer
På sin Facebook-profil har kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) kaldt til kamp mod grimme bygninger og vil have kåret Danmarks største øjebæ
Af Daniel Christensen
I forlængelse af regeringens annoncering af en ny arkitekturpolitik har kulturminister Jakob Engel-Schmidt på sin Facebookprofil inviteret til debat om, hvor i landet de grimmeste og smukkeste byggerier findes.
- Vi kender allesammen de bygninger, der skæmmer en hel by og står som skamstøtter over dårlig og visionsløse beslutninger. Der er simpelthen alt for meget byggeri i Danmark, hvor man tænker: Hvordan slap det dér igennem, skriver han og forsætter:
- Vi taler om glasbokse ved havet, betontårne uden sjæl og huse, der vender ryggen til alt, hvad der gør et sted rart at være. Lad os derfor sætte gang i samtalen – og lade skønhed, kvalitet og omtanke i vores byrum fylde lidt mere i valgkampen denne gang.
Konkret peger han på et byggeri i Aarhus og et i København som værende øjebæer.
- Når tegnestuernes forslag bliver til virkelighed, kan de skabe triste rammer om hverdagen, hvis man træffer de forkerte beslutninger. Jeg håber derfor, at du vil hjælpe mig med at svare på følgende:
- Hvor står Danmarks grimmeste nybyggeri ifølge dig? Og hvor står det smukkeste? Jeg har selv et par favoritter i den kedelige kategori: 'Mordors tårn' i Carlsbergbyen og 'Arc House' uden for Aarhus, skriver han.
Med 'Mordors tårn' refererer kulturministeren med al sandsynlighed til det 100 meter højhus, Bohrs tårn, som blev bygget i 2017, og som to år senere blev nomineret til Københavns grimmeste bygning.
94 meter høje Arc House i det nordlige Aarhus ligger tæt på Aarhus Universitet og består af 652 mikrolejligheder. Det blev opført i 2023 efter at have været i hænderne på flere forskellige ejere og tegnestuer og har skiftet navn flere gange.
Bygningen har tidligere fået kritik af politikere og arkitekter og er blevet kaldt "en fuck-finger til byen" i DR-programmet "Er der en arkitekt til stede".