Aktuelle nyheder - Træ

Davidsen bliver medejere af SønderjyskESønderjyskE rykkede i sidste sæson ud af landets bedste fodboldrække, Superligaen, og spiller nu i 1. division.

Davidsen bliver medejere af SønderjyskE

Familierne Davidsen, der ejer Davidsens Tømmerhandel, har sammen med to andre lokale investorer overtaget ejerskabet af SønderjyskE Fodbold fra amerikanske Robert Platek

Del artiklen på

Efter knap to års amerikansk ejerskab er SønderjyskE Fodbold nu tilbage på lokale hænder.

Familierne Davidsen, der ejer Davidsens Tømmerhandel, og Morten Kristoffer Larsen og Markus Kristoffer Hansen, der ejer en lang række virksomheder i Syd- og Sønderjylland, har overtaget ejerskabet af SønderjyskE Fodbold fra amerikanske Robert Platek.

Davidsens Tømmerhandel har, siden SønderjyskE blev til, været en stor støtte og en af de store drivkræfter i både opstart og drift af klubben.

– Vi glæder os over, at SønderjyskE Fodbold er tilbage på sønderjyske hænder, og der er masser af hjerteblod i den investering, vi har taget som familie. Vi ønsker, at SønderjyskE Fodbold skal bevare og udbygge den sønderjyske identitet, og vi håber – og det er nødvendigt – at landsdelen i endnu højere grad vil bakke op om klubben og ejerskabet, så vi fortsat kan give sønderjyderne store oplevelser.

– Vi har haft uforglemmelige oplevelser i Superligaen, pokalfinaler og i Europa, og vi har altid haft en stor tro på et fælles fodboldprojekt i Sønderjylland. Det er vigtigt, at regionen har et fodboldhold, som spiller med på øverste hylde, og det er vigtigt, at vi står sammen om det, hvis det skal lykkes, siger Povl Davidsen.

Søren Davidsen, der fortsætter som bestyrelsesformand i SønderjyskE Fodbold, slår fast, at retningen og værdierne fortsætter efter ejerskiftet, og han appellerer til, at landsdelen bakker op om klubben, så SønderjyskE Fodbold kan drives videre som en succesfuld, sønderjysk klub.

SønderjyskE Fodbolds nye ejerskab udgøres af Davidsen-familien og MKH Fodbold A/S, der har adresse i Christiansfeld.

Ejerskabet vil i den kommende tid nedsætte bestyrelse og direktion og melde ud om dette, når det er endeligt fastlagt.

-dc

Læs mere om Træ

8/8 2022