Digitalt træleksikon til byggebranchen
Med WoodLex får arkitekter, håndværkere, designere og producenter nu et digitalt opslagsværk, der samler årtiers viden
Øget brug af træ i kan bidrage til at nedbringe byggeriets CO2-udledning, men kun hvis vi bruger det rigtigt. Det kræver den rette viden at bruge det korrekt og optimalt – både teknisk og æstetisk.
Med WoodLex får arkitekter, håndværkere, designere og producenter nu et digitalt opslagsværk, der samler årtiers viden om træ. Målet er at bidrage til, at anvendelsen af træ i byggeriet sker med omtanke og til de formål, som træets kvaliteter understøtter:
- Vi er nødt til at tænke mere over, hvordan vi anvender vores ressourcer. Træ er et fantastisk materiale, der kan opnå en lang levetid, men det kræver, at det anvendes hensigtsmæssigt, der hvor det giver mening og på et solidt vidensgrundlag.
WoodLex er udviklet for at gøre viden om træarter og deres anvendelser lettere tilgængelig og brugbar for branchen, siger konsulent Stine Lønbro fra Teknologisk Institut, der er specialist i trækonstruktioner.
Bygger på historisk værk
Indholdet på woodlex.dk bygger på det unikke trebindsværk Møbelsnedkerens Træbog, som blev samlet og udgivet af Teknologisk Institut i 2022.
Bogen, der oprindeligt blev skabt gennem et samarbejde mellem 20 møbelsnedkere under ledelse af snedkermester Topp i slutningen af 1950’erne, har nu fået nyt liv i en opdateret digital form.
Med WoodLex, der er støttet af den filantropiske forening Realdania, Boligfonden Kuben og STARK Fonden, bliver den store mængde specialiserede viden om træarter ikke blot bevaret, men også gjort tilgængelig for nye generationer af fagfolk.
- Vores håb er, at WoodLex kan blive et fast referencepunkt i byggebranchen og møbelindustrien, og at det kan inspirere til mere og bedre anvendelse af forskellige træarter, så brugen også hviler på et mere robust og samlet datasæt, hvor de vigtigste egenskaber ved træarterne er angivet, afslutter Niels Morsing, centerchef på Teknologisk Institut.
-kis