Graffiti skaber stor brandfare på træfacader - men nu skal det være slut
Træ har vundet stort indpas i den danske byggebranche og bliver ofte benyttet til facader på mange offentlige bygninger. Men graffiti udgør et stort afrensningsproblem, når det sprøjtes på træet. Det har Frøslev Træ og All Remove fundet en løsning på
Færdes man i det offentlige rum, støder man ofte på graffiti af den ene eller anden art. Flere kommuner sætter tilmed gavle og vægge til rådighed for graffitikunstnere rundt om i landet, men alligevel er der flere, der bruger graffitien som andet end kunstnerisk forskønnelse af byerne – og det er særligt problematisk, når graffitien bliver sprøjtet på brandimprægnerede træfacader:
- Der er et stort fokus på at anvende træ i byggeprojekter på grund af træets bæredygtige potentiale, og efterspørgslen vil stige i fremtiden. Der er dog forhold omkring det brandimprægnerede træ, som man skal være opmærksom på – særligt når det gælder graffiti, siger Bo Toftager, der er projektkonsulent hos Frøslev Træ, og fortsætter:
- Hvis brandimprægneret træværk bliver udsat for graffiti, skal træet skiftes. Træet kan ikke brænde på grund af brandimprægneringen, men det kan graffitimalingen. Selv ikke kraftige rengøringsmidler og intens højtryksspuling kan fjerne det maling, der er suget ind i træet. Desuden vil træet samt noget af brandimprægneringen blive ødelagt af den meget hårdhændede behandling. Så den eneste løsning er at udskifte træet – og det er både dyrt og spild af ressourcer.
Frøslev Træ har kontaktet træproducenten servicevirksomheden All Remove, som er førende specialister inden for forebyggelse og afrensning af graffiti, for at indgå i et samarbejde om at finde en løsning, så man ikke skal udskifte træet, hver gang en graffitimaler har udfoldet sig på træværket.
Alle kender problemet – men ingen har gjort noget ved det
Frøslev og All Remove har således i samarbejde udviklet en helt ny graffitibeskyttelse, som gør, at graffiti kan fjernes fra træet, uden at det påvirker brandimprægneringen i træet
- Vi har haft et stort fokus på at finde den helt rette blanding af graffitibeskyttelse, således den hverken skader facadetræets brandhæmmende funktion eller naturlige udseende. Derfor har vi forsøgt os med flere forskellige blandinger på Frøslevs brandhæmmende træ for at finde det helt rette mix. Vi er utrolig stolte af at komme med en løsning på et problem, som alle kender til, men som ikke tidligere har været taget hånd om, forklarer direktør og partner i All Remove, Lars Roelann. Han uddyber:
- Med den nyudviklede graffitibeskyttelse kan vi beskytte og afrense de brandhæmmede træfacader og dermed mindske materialespild ved udskiftning af facaderne, hvis der påføres graffiti derpå. Det foregår sådan, at vi først påfører en primer på træet og derefter et såkaldt offerlag. Det er offerlaget, som graffitien bliver sprayet på, og dermed også offerlaget, som fjernes sammen med malingen. Når graffitien er fjernet, påføres der blot et nyt offerlag ovenpå primeren.
-dc