left banner
top banner
right banner

Aktuelle nyheder - Træ

Massive egetræer skal omdannes til et slør af træ De massive egestammer, der skal ’svæve’ foran indgangen til LIFE Campus i Lyngby, er netop ankommet.

Massive egetræer skal omdannes til et slør af træ

96 massive egetræstammer er netop ankommet til byggepladsen på det nye læringscenter LIFE Campus. Nu skal træet skæres til og monteres, så de kommer til at fremstå som et slør. Det er en helt særlig opgave for håndværkerne

Del artiklen på

Arkitektur - Læring

96 egestammer på 40x40 cm., en højde på op til ni meter og en vægt på knap to tons. Det er ikke helt almindelige træbjælker, der skal udgøre fronten på det nye læringscenter LIFE Campus i Lyngby. LIFE står for Læring, Idéer, Fascination og Eksperimenter. Initiativet er støttet af Novo Nordisk Fonden.

Arkitekturen på det nye læringscenter er kendetegnet ved sine massive egetræssøjler på facaden. Det gælder særligt ved indgangen, hvor 12 af de massive egetræssøjler er designet, så de åbner bygningen for den besøgende som et slør eller klæde, der blafrer blidt i vinden.

Artiklen fortsætter under billedet...
Egestammerne hejses op en for en.

De ’blafrende’ egetræsstammer er netop ankommet fra Tyskland, og håndværkerne er i fuld gang med at forarbejde træet og montere de enorme søjler på bygningen.

- Vi har arbejdet en hel del med egetræ før, men dette er helt særligt, fordi dimensionerne på træet er så voldsomme. Jeg tror ikke, der er noget lignende andre steder i verden. Vi er helt oppe at køre over det her, lyder det fra tømrer Marko Krogsgaard fra Krogsgaard & Co., der blandt andet har stået for tømrerarbejdet på Nomas nye restaurant.

Natur og teknologi smeltet sammen
Designet af LIFE Campus tager udgangspunkt i STEM-fagene (science, teknologi, engineering og matematik), og facaden er inspireret af DNA-strenge, Fibonacci-strukturer og andre matematiske mønstre. Samtidig understøtter arkitekturen et ønske om at integrere bygningen og naturen.

- I LIFE ønsker vi, at flere børn og unge får lyst til at fordybe sig i naturfagene og uddanne sig inden for området. Centrum for det hele bliver LIFE Campus, der er designet, så natur og teknologi smelter sammen. Her kan skoleklasser udforske naturvidenskaben både indendørs i topavancerede laboratoriemiljøer og udendørs i det fantastiske naturområde, der omgiver læringscentret, siger direktør Christine Antorini.

Artiklen fortsætter under billedet...
Visualisering af det færdige byggeri med de ’blafrende’ egestammer.

Der arbejdes på, hvordan naturområdet omkring bygningen bedst muligt kan bruges som et ’udelæringsrum’ med engagerende kunst, udelaboratorier og shelters. Udeområderne skal både bruges til undervisning og vil stå åbent for alle, der har lyst til at bruge dem.

LIFE Campus forventer at åbne for skoleklasser i efteråret 2021. I løbet af foråret 2021 flytter medarbejderne fra deres nuværende kontor i Hellerup til nybyggeriet i Lyngby.

-los



Læs mere om Træ

14/8 2020