Træ skyder op efter planen trods sne og regn
De seneste måneder har mildt sagt været våde, men det har ikke standset det 78 meter høje CLT-byggeri, Træ, i Aarhus, som ventes færdig senere i år
Det er Danmarks højeste byggeri i træ og CLT. Det er også blandt Europas højeste med sine 78 meter. Dag for dag følger det ene CLT-element det andet på vej opad.
Nu nærmer byggeriet sig hastigt toppen, og der er udsigt til et meget spektakulært byggeri, som skal stå færdig senere i år.
- Det er tæt på færdiggørelse, og det har været et interessant forløb. Højhuset i Aarhus tog sin begyndelse i Vejle, hvor vi præmonterede de solide stålbeslag på limtræssøjlerne, inden turen gik til Aarhus for montering.
- CLT Denmark skriver sig med dette projekt ind i en udvikling, der på rekordtid har gjort CLT til et af de foretrukne konstruktionsmaterialer i hele den grønne omstilling, siger direktør Per Thomas Dahl, CLT Denmark.
Han kalder Træ i Aarhus for en vigtig milepæl for såvel branchen som firmaet og det miljøvenlige konstruktionsmateriale.
- For den danske byggebranche er Træ et flagskib med sine 78 meter og hele 20 etager. Det er det hidtil højeste byggeri, vi hos CLT Denmark har været involveret i.
Sidste år leverede vi på samme måde til DTU’s Klimalaboratorium i Lyngby på 7 etager, og det er kendetegnende, at arkitekter og bygherre tilvælger træ og CLT, når der er klima og bæredygtighed på spil.
En seriøs fugtstrategi
Det har påkaldt sig interesse om, hvorvidt den våde vinter har været en særlig udfordring i at bygge i træ. CLT har en målsat fugtighed på 12 %, som gerne skulle forblive på dette niveau – også i byggefasen.
- Det kan man opnå ved at anvende tiltag som beskytter træet for vedvarende fugtpåvirkninger. Derved kan man have et tørt organisk byggemateriale, selv når regnen pisker ind på det massive krydslaminerede træ.
- Men det kræver altid omtanke og planlægning at opnå den sikre byggeproces – ligesom det gør det for tunge materialer, fortæller Per Thomas Dahl og fortsætter:
- Det er fair at spørge til fugtighed, og vi arbejder også seriøst med en fugtstrategi. Vi har i Aarhus grebet det an med præmontage af beslag og initiativer mod fugt.
- Udover påklistret folie arbejder vi også med forskellige smøremembraner, beskyttende tekstil, osv. Generelt kan massivtræ godt tåle nogen fugt under montage, når de regler, vi har opstillet, bliver fulgt.
- Planlægning af en smidig byggeproces er vigtig. Det er gået godt i Aarhus, og derfor vil vi snart nå toppen og nyde udsigten over Aarhus efter en vellykket proces, siger Per Thomas Dahl.
-dc