Trods begrænsninger: Kæmpe potentiale for genbrugstræ Skure af genbrugstræ kan fungere som et vigtigt socialt mødested i boligområder. Foto: Næste.

Trods begrænsninger: Kæmpe potentiale for genbrugstræ

Dokumentation af styrke- og brandforhold gør det lige nu svært at anvende genbrugstræ i større konstruktioner, men det er oplagt til bl.a. uderum

Selvom træ vinder frem stort set alle steder i byggeriet, så forhindrer strukturelle barrierer, at frasorteret træ fra byggepladser og træindustrien kan genbruges i større konstruktioner.

Samtidig opføres der hvert år en halv million skure og andre sekundære bygninger i Danmark.

Og ifølge Niels Jakubiak Andersen, grundlægger af den cirkulære byggevirksomhed Næste, ligger der et stort og overset potentiale i at genbruge træet i sekundære bygninger – og samtidig udnytte skurets muligheder bedre.

- Ikke alt i byggeriet skal nødvendigvis baseres på genbrugsmaterialer, men vi skal i stedet finde bestemte områder, hvor vi ret hurtigt kan skalere det op. Alle skure i Danmark kan i princippet bygges med genbrugstræ, og det er en kæmpe mulighed for at reducere brugen af nye materialer.

- På den måde udnytter vi potentialet i de mange tusind ton træ, der i dag primært ender som spånplader eller biobrændsel. Vi har rigelige ressourcer uden genbrugspotentiale til de formål, fortæller han.

Skal ændre opfattelsen af skuret
Virksomheden Næste, som blev grundlagt i 2019, udfordrer den traditionelle opfattelse af skure som simple opbevaringsrum ved at skabe arkitekttegnede skure, hegn, møbler og plantekasser – alt sammen af genbrugstræ.

Mange forbinder genbrugstræ med dårlig kvalitet, men Niels Jakubiak Andersen afviser den myte.

- I dag bliver rigtig meget kvalitetstræ frasorteret i byggeriet, enten fordi det ødelægges i nedrivningerne eller på grund af småfejl som pletter i overfladen i industriproduktionen. Hvis vi for alvor skal kunne genbruge træ i fremtiden, skal vi væk fra idéen om, at alt skal se perfekt ud.

- I stedet bør vi fokusere på træets funktionalitet og ressourcemæssige værdi, siger han.

Niels Jakubiak Andersen ser skurene som en unik mulighed for at skabe oplevelser i menneskes hverdag med arkitektur. De kan fungere som et vigtigt socialt mødested i boligområder. Vi skal blot tænke anderledes, fortæller han:

- Vi vil gerne ændre folks opfattelse af skure, så de ikke bare ses som praktiske opbevaringspladser, men som rum for fællesskab og godt naboskab. Værksted, cykelskur eller affaldssortering er alle steder, hvor mange beboere passerer.

- Der er en unik mulighed for, at disse skure kan udfylde flere funktioner og udvikle sig til de sociale samlingssteder, vi mangler, både i boligområderne, på arbejdspladserne og i skolerne, fastslår Niels Jakubiak Andersen.

-tøtte

19/9 2025