Ud med Træsektionen – ind med Tømrer & Snedker

Ud med Træsektionen – ind med Tømrer & Snedker

I mange år har DI haft sine medlemmer inden for tømrer-og snedkerbranchen placeret i Træsektionen - nu er betegnelsen blevet mere præcis og selvforklarende: Tømrer & Snedker Branchen

Kim Sejr, journalist

Bedre og selvforklarende kommunikation omkring branchearbejdet ligger bag ændringen af Træsektionen, der fremover hedder Tømrer & Snedker Branchen, forklarer branchechef Jesper Salling Nielsen.

Opstramning af kommunikationen ligger bag, at betegnelsen Træsektionen nu er fortid og erstattes af branchenavnet Tømrer & Snedker Branchen.

-Vi har nu haft betegnelsen Træsektionen i rigtig mange år, og i virkeligheden siger navnet jo ikke noget ret præcist om hvem vi er – for hvad er træ og hvad er sektion. 

Det siger derfor meget mere om hvem vi er med ændringen til Tømrer & Snedker Branchen, som er selvforklarende og jo netop er de tømrer- og snedkervirksomheder, som vi har som medlemmer. Herefter kan ingen være i tvivl om, hvem vi er, eller hvad vi står for, forklarer Jesper Salling Nielsen, Chef for Tømrer & Snedker Branchen (TSB).

Den bedre kommunikation kan forhåbentlig fører til flere medlemmer inden for de to faggrupper, der også omfatter Tækkelauget.
Jesper Salling Nielsen understreger således, at der ikke sker nogle ændringer overhovedet:

-Man kan fortsat trække på vores ekspertise, netværk og medlemsfordele som før. Det gælder rådgivning inden for lovgivning, arbejdsmiljø, bæredygtighed og virksomhedsdrift, netværk med andre virksomheder og håndværkere i branchen, kurser, arrangementer og medlemsfordele. Altså alt, hvad der kan være med til at styrke en medlemsvirksomhed, siger Jesper Salling Nielsen.

20/3 2026