Vælg det rigtige træ til terrassen Der er stigende interesse blandt boligejerne for mere eksklusive terrasseløsninger med træ som for eksempel cumaru, men bæredygtigheden er en vigtig parameter for forbrugerne. Foto Dreamstime.

Vælg det rigtige træ til terrassen

Træterrasser har aldrig været mere populære hos forbrugerne, og udvalget af træprodukter til terrassedækket har aldrig være større. Samtidig bliver bæredygtigheden et større og større tema hos forbrugerne

Af Jan Pasternak

Hvis man går en del år tilbage, stod valget typisk mellem trykimprægnerede brædder i den billige ende og tropisk træ i den dyre ende, når man skulle vælge træ til dækket på den udendørs træterrasse.

Herimellem er så et spektrum af primært europæiske træsorter som blandt andet gran, lærk og eg.

I dag ser billedet lidt anderledes ud, da de trykimprægnerede brædder i nogen grad er faldet i unåde hos forbrugerne af miljømæssige årsager.

Køber man NTR-mærket træ i klasse AB som belægningsbrædder, kan det normalt holde mindst 25 år, hvis det ikke har jordkontakt, men prisen er, at træet er imprægneret med kemiske midler og miljøbelastende stoffer, som ikke falder i god jord hos forbrugere med stigende miljøbevidsthed.

Udover et større udvalg af mere eller mindre eksotiske træsorter har ny teknologi også givet helt nye muligheder i form af behandlede produkter som termotræ og Kebony.

Uanset hvor træterrassen skal anlægges, så vil levetiden være et vigtigt parameter, og her vil belægningsbrædder i tropisk hårdttræ typisk have den længste levetid, men også de højeste priser.

Hårdttræets høje densitet og indhold af naturlige olier beskytter godt mod både slid og vejrpåvirkninger. Prisen på terrassebrædder angives pr. løbende meter (lbm), og med en typisk bredde omkring 145 mm giver det et forbrug på ca. 6,75 lbm pr. m2.

Termotræ har afløst trykimprægneret træ
En træterrasse er udsat for både hårdt mekanisk slid i form af trin og belastninger fra havemøbler samt fra vejr og vind.

Solens UV-stråler nedbryder overfladen, og den megen regn i det danske klima betyder, at træet konstant skifter mellem at stå med vand på de vandrette flader og tørre ud i perioder uden, så ikke bare en korrekt konstruktion, men også valget af den rette beklædning er afgørende for terrassens holdbarhed i længden.

- Træterrasser er meget populære i disse år, og man kan vælge mellem mange forskellige sorter, hvor nåletræ er billigst, og tropisk hårdttræ er dyrest. For omkring 10 år siden oplevede vi et skift, hvor trykimprægneret træ blev et uartigt ord, så de grønne terrasser er ikke længere in hos forbrugerne.

- I den billigere ende er det trykimprægnerede træ erstattet af termofyr, som har en mindst lige så lang holdbarhed og er den billigste af de halvvarige træsorter. Sibirsk lærk er udgået af markedet, fordi vi ikke længere handler med russerne, og europæisk lærk slår sig for meget i praksis.

- Til gengæld sælger vi meget douglasgran, som er et godt produkt til en rimelig pris, fortæller direktør Jørgen Kirkegaard fra engrosfirmaet WoodyWood ApS, der sælger træprodukter til både virksomheder og private.

Forskellige former for termotræ er blevet populære de senere år på grund af træets gode egenskaber i form af lang holdbarhed og formstabilitet.

- Træet varmebehandles ved ca. 200 grader, hvilket fjerner en stor del af de sukkerstoffer, som svampe og bakterier lever af, så træet er meget mindre udsat for råd og svamp. Udover termofyr sælges også termoask, som er noget dyrere, men til gengæld har mere spil i overfladen og en større hårdhed.

- Tropisk hårdttræ er også blevet meget populært. Her sælger vi en lang række træsorter til priser mellem 90 og 150 kr. pr lbm, hvor red balau er det billigste og ipé er det dyreste. Tropisk træ ligger i de højeste varighedsklasser 1 og 2 og har en forventet levetid på mindst 40 år, forklarer Jørgen Kirkegaard.

Et nyere, mere bæredygtigt materiale er bambus, hvor de færdige planker fremstilles ved enormt tryk. Bambus ligger i varighedsklasse 1 og er endnu tungere end selv ipé, men fås kun i længder på 2,2 m, hvor hårdttræ fås op til 7 m.

Jørgen Kierkegaard fremhæver også det norske produkt Kebony, der fremstilles med en kemikaliefri proces, hvor træet imprægneres og opvarmes, hvorved det bliver både meget modstandsdygtigt og formstabilt.

Øget interesse for klima og miljø
Hos Global Timber oplever man et markant øget fokus på bæredygtigheden, og firmaet er i 2022 begyndt at udarbejde EPD’er (Environmental Product Declaration) på sine tropiske træprodukter.

Firmaet har nordens største lager af hårdttræ og leverer certificerede produkter i en lang række træsorter.

- Vi oplever en rigtig stor interesse for udemiljøer fra slutbrugerne, og efterspørgslen efter terrassetræ og hårdttræ er støt stigende. Folk vil gerne bruge penge på en flot og langtidsholdbar terrasse, og de er også villige til at betale ekstra for bæredygtighed.

- En typisk misforståelse er desværre, at tropisk træ er mindre bæredygtigt, men den meget lange levetid er i sig selv bæredygtig, og transporten med skib fra Sydamerika er faktisk mindre klimabelastende end transport af træ med lastbil fra f.eks. Nordsverige, Frankrig eller Kroatien, siger Kenneth Fribæk, der er salgschef for engrossalg i Danmark for Global Timber.

Ifølge Kenneth Fribæk er de tre mest solgte træsorter jatoba, cumaru og ipé, hvor jatoba er billigst og arbejder lidt mere, mens cumaru’en historisk er den bedst sælgende hårdtræssort i Danmark.

- Ipé er hårdttræets Rolls Royce med hensyn til både stabilitet, holdbarhed og udseende. Der har været et prisfald på ca. 40 % på hårdttræ generelt det sidste års tid, og det har betydet, at prisforskellen på f.eks. termofyr og jaboba ikke længere er så stor, hvilket selvsagt gør det mere attraktivt at vælge hårdttræ.

- Det har også givet et øget salg af ipé på bekostning af især cumaruen. Vi kommer også i fremtiden til at se en større diversitet i udvalget af træsorter i Danmark, og at mindre kendte træsorter som garapa vil få en større andel af salget af terrasseplanker, fortæller Kenneth Fribæk.

-dc

21/5 2024