
Giver 5000 euro for bedste idé
Formålet med Troldtekt Award 2018 er at få talenternes forslag til nye og kreative måder at anvende akustikplader på. Vinderen får 5000 euro
Siden 1935 har Troldtekt produceret akustikplader af naturmaterialerne træ og cement. Nu står den danske virksomhed klar med hæder og en kontant belønning til den eller de studerende, som får den mest originale idé til at bruge de klassiske Troldtekt plader til lofter og vægge på en ny måde.
- Det er femte gang, vi inviterer design- og arkitekturstuderende til at gentænke vores produkt i regi af Troldtekt Award. Vi afholder konkurrencen, fordi innovation er en af vores grundværdier, og fordi vi gerne vil understøtte innovation blandt talenter, siger Peer Leth, adm. direktør i Troldtekt.
- Vi udvikler selv nye løsninger løbende, og vi er meget åbne over for input udefra. Desuden er det ingen hemmelighed, at vi gerne vil i dialog med fremtidens arkitekter, fortsætter han.
Søger innovative og realistiske idéer
Peer Leth er selv en del af den jury, der vil vurdere forslagene fra studerende i hele verden. I juryen er desuden to anerkendte arkitekter fra store tegnestuer med et internationalt fokus, nemlig Peer Teglgaard Jeppesen, arkitekt og partner i Henning Larsen Architects (Danmark) og Andrew Kiel, arkitekt og senior associate i Sauerbruch Hutton (Tyskland)
- Vi er glade for, at to toparkitekter vil hjælpe os med at bedømme de indkomne forslag ud fra både en kreativ og en praktisk vinkel. Hele idéen er at finde frem til en innovativ løsning, der samtidig kan produceres i virkeligheden. Vores produkter sikrer god akustik, et sundt indeklima og et bæredygtigt element i byggeriet. Men konkurrenceforslagene behøver ikke udspringe af de fordele, siger Peer Leth.
Igen i år er førstepræmien i Troldtekt Award på 5000 euro. Konkurrencen er åben for registrering fra 1.-14. oktober 2018, og deadline for at indsende sit forslag er 4. november 2018.
Troldtekt Award er tidligere blevet vundet af studerende fra Rumænien, Mexico og Danmark. Tidligere har studerende fra cirka 40 forskellige lande deltaget i konkurrencen.
-los