
Ahlsell får blåstemplet sit bæredygtighedsarbejde
Ahlsell får platin af EcoVadis, der vurderer virksomheders arbejde for at blive bæredygtige. Prisen betyder, at Ahlsell er i den øverste procent målt på bæredygtighed af de virksomheder, EcoVadis vurderer
Ahlsell er blevet tildelt platin af EcoVadis, der er en af verdens førende platforme til vurdering af virksomheders bæredygtighedsarbejde. Det betyder, at Ahlsell er i den øverste procent af de 100.000 virksomheder i hele verden, der hvert år evalueres af EcoVadis.
Ahlsell-koncernen fik sin første vurdering i 2016, mens det kun er anden gang, at Ahlsell Danmark bliver vurderet af EcoVadis - og nu altså opnår platin for første gang.
- Platinvurderingen er en milepæl, som vi er meget stolte over. At blive en del af en stor nordisk koncern med meget ambitiøse klimamål har givet os et ekstra rygstød mod at løfte vores bæredygtighedsarbejde til et nyt niveau, siger Gitte Østergaard Futtrup, bæredygtighedschef, Ahlsell Danmark.
EcoVadis vurderer virksomheder på baggrund af deres arbejde inden for fire områder: miljø, forretningsetik, arbejdstager- og menneskerettigheder samt indkøb.
Ahlsell arbejder løbende på at udvikle og styrke sit bæredygtighedsarbejde og steg i år med 5 point, fra 77 til 82 ud af i alt 100 mulige point fra EcoVadis.
Den høje placering er et resultat af koncernens langsigtede engagement - i en tid, hvor kravene til gennemsigtighed og ansvarlighed hele tiden øges
Det fortæller Christina Lindbäck, Chief Sustainability Officer, Ahlsell AB.
- Vi er meget glade for og stolte over, at Ahlsell endnu en gang opnår platin. Det viser, at vi gør fremskridt inden for bæredygtighed, samtidig med at vi opfylder de stigende krav fra kunder, leverandører og andre interessenter, siger hun.
Ahlsell har høje ambitioner og arbejder løbende på at forbedre bæredygtighedsarbejdet ved at håndtere risici og muligheder, levere på ambitiøse mål og opfylde nye krav.
I 2024 blev der taget et vigtigt skridt, da Ahlsell tilsluttede sig Science Based Targets Initiative og satte klimamål i overensstemmelse med Paris-aftalen.
- Kravene til bæredygtighed stiger, og det samme gør vores ambitioner. Vi arbejder målrettet på at reducere vores klimapåvirkning, styrke vores forsyningskæde og sikre en ansvarlig forretningsetik.
- Ved konstant at udvikle vores tilbud kan vi hjælpe vores kunder, leverandører og forretningspartnere med at nå deres egne bæredygtighedsmål og sammen skabe en mere ansvarlig værdikæde og nye forretningsmuligheder, lyder det fra Christina Lindbäck.
Ahlsell Danmark har i 2024 lanceret det digitale værktøj Climate Navigator, der giver adgang til CO2e-data på 500.000 varenumre i virksomhedens sortiment af produkter til byggeriet og industrien.
Så kan Ahlsells kunder få overblik over klimapåvirkningen for de varer, de køber og trække en rapport med klimadata, som de kan bruge til rapportering.
Det er også et værktøj, Ahlsell Danmark selv kan bruge.
- Det er fra vores produkter, at vi har den største miljøpåvirkning. Vi har som koncern meget ambitiøse mål for CO2e-reduktioner, og for at kunne reducere klimaaftrykket er vi nødt til at kende udledningen fra produkterne. Her kan Climate Navigator hjælpe med et overblik, siger Gitte Østergaard Futtrup.
-dc