Grøn omstilling kørt ud på vigespor
Danske virksomheders interesse for at skifte olie- og gasfyr ud er så stor, at der er søgt om flere midler, end der er til rådighed i Erhvervspuljen
Varmepumpeindustrien efterlyser hurtigere sagsbehandling, så omstillingen ikke går i stå, for de danske virksomheder vil gerne væk fra olie og gas.
Erhvervspuljen med 279 millioner kroner er fuldt ansøgt på under én uge, og ifølge Varmepumpeindustrien er den store interesse et tydeligt tegn på, at virksomhederne er parate til at investere i grønne varmeløsninger:
- Det er jo i virkeligheden en rigtig god nyhed. Virksomhederne vil gerne omstille sig, og de er parate til at bruge penge på grøn varme. Men når interessen overstiger puljen, skal rammerne også følge med. Ellers risikerer vi, at investeringsviljen ender i ventetid og frustration, siger Niels Peter Skov, der er formand for Varmepumpeindustrien (VPI).
Usikkerhed bremser virksomhederne
Virksomhederne ved ikke, hvornår de kan forvente svar på deres ansøgninger, og om puljens midler rækker til et tilskud.
Afklaring kræver sagsbehandling, og Energistyrelsen kan ikke oplyse en forventet sagsbehandlingstid:
- Mange virksomheder er parate til straks at at gå i gang. Men når de ikke ved, hvornår der kommer et svar, bliver det svært at planlægge, bestille anlæg og træffe de endelige beslutninger. Den usikkerhed kan i værste fald bremse en omstilling, som alle ellers er enige om, at vi har brug for, siger Niels Peter Skov.
Erhvervspuljen lukker først for ansøgninger, når der er givet tilsagn om alle midler. Det skal senest ske ved udgangen af november 2026.
Efterlyser handling
VPI opfordrer til tre konkrete initiativer, der kan at sætte skub i puljen og omstillingen:
• Flere ressourcer til sagsbehandling – så virksomhederne hurtigere får svar og kan komme i gang.
• Flere midler i Erhvervspuljen – så den store efterspørgsel kan imødekommes.
• En opdeling af puljen – i én pulje til energieffektivisering og én til udfasning af olie og gas, så konverteringsprojekterne ikke drukner.
DanB