Sanistål ruller Scan & Go ud i hele landet
Scan & Go er allerede nu tilgængelig i tretten butikker og til marts kan alle butikskunder undgå kø ved kassen og hurtigt komme videre i dagens program
Vvs-montør Dan Olsen fra det landsdækkende installationsfirma Uggerly Installation er kunde i Sanistål-butikken i Aalborg og er en af dem, der allerede er flittig bruger af den nye selvbetjeningsløsning. Ved Scan & Go-standeren i butikken scanner han selv varerne og tjekker ud med Saniståls app på sin mobiltelefon.
- Som udkørende vvs-montør handler jeg i butikken dagligt, og for en som mig, der ved, hvad jeg skal have, og ved, hvor jeg finder varerne, er det yderst tidsbesparende. Den ventetid, jeg slipper for ved disken, kan jeg i stedet bruge til at betjene vores kunder, siger Dan Olsen, der har været kunde hos Sanistål i mere end 40 år.
- Jeg hilser den digitale udvikling velkommen, når den gør min hverdag lettere. Og det gør Scan & Go. Jeg husker tilbage til den tid, hvor en ekspedition kunne tage op til en time. Så det, at vi fik mulighed for selv at scanne varerne, og nu også selv hurtigt kan betale og tjekke ud, er et klart fremskridt. Og når jeg kan finde ud af det, kan andre også – der er ikke noget hokus pokus i det, og appen er meget nem at bruge, siger han.
Nem og bedre kundeoplevelse
Det er netop kunder som Dan Olsen, der er målgruppe for Scan & Go.
- Det er en kæmpe fordel for kunderne, at de ikke behøver stå i kø ved kassen, men kan betjene sig selv og hurtigt komme videre i dagens program. Når vi handler ind i supermarkedet har vi vænnet os til selv at kunne scanne vores indkøb og tjekke ud. Og den selvbetjening forventer vi også at blive mødt af i vores professionelle liv.
- Det er en del af vores strategi vedvarende at forbedre vores kundeoplevelse og gøre det så nemt som muligt for kunderne at handle hos os – de skal først og fremmest fokusere på deres kerneforretning, siger Natascha Schøtt Kjærgaard, direktør for Sanistål Digital Sales & Engagement.
Scan og Go er testet og rullet ud i Saniståls butik i Aalborg siden slut november og er nu også tilgængelig i butikkerne i Grenå, Haderslev, Holbæk, Kalundborg, Køge, Maribo, Næstved, Odense C, Odense M, Søborg, Sønderborg og Taastrup. Frem til marts følger resten af butikkerne drypvis.
-dc