
Vandmålere med kunstig intelligens
Samn Forsyning har installeret 17.500 nye digitale målere med tilhørende portal med kunstig intelligens fra Saint-Gobain IOT Solutions
Forleden markerede Horsens-forsyningsselskabet Samn Forsyning, at man succesrigt har implementeret og udskiftet 17.500 vandmålere. Man er gået over på Saint-Gobain og Brødrene Dahls fuldt digitale platform BD Digital.
Løsningen blev valgt af det østjyske forsyningsselskab for lidt over et år siden. Fra den gang har installationsprocessen været i gang.
Vandmålerne sender automatisk data til Samn Forsyning, hvilket sikrer en mere præcis afregning og samtidig giver kunderne mulighed for at følge deres forbrug online via MinForsyning.
Derudover er der indbygget alarmsystemer, som giver kunder mulighed for at få advarsel om vandspild fra eksempelvis et rindende toilet eller en utæt vandinstallation.
-Udover et teknologisk kvantespring har Samn Forsyning samtidig reduceret deres afhængighed af et bestemt målermærke ved at vælge BD Digital’s løsninger, forklarer Steen Christoffersen fra Saint-Gobain IOT Solutions, der står bag den nye banebrydende teknologi, der har vundet fire ud af de seneste fem udbud i Danmark.
-Kunderne kan følge deres vandforbrug og alarmeres nogen gange inden en skade sker grundet indbygget kunstig intelligens i løsningen.
Det reducerer vandforbrug og vandspild erfaringsmæssigt. Og forbrugerne er altid på omgangshøjde med forbruget. Det er den miljøbevidste forbruger nu om dage særdeles godt tilfreds med, forklarer Christoffersen.
For Samn Forsyning er de nye vandmålere en vigtig brik i arbejdet med at nedbringe vandspild og optimere driften af vandforsyningen. De digitale målere giver mulighed for hurtigere at finde utætheder i forsyningsnettet, hvilket kan bidrage til en mere målrettet renovering af ledningerne og dermed reducere spild af rent drikkevand.