Saint-Gobain Gyproc i Kalundborg lukker Gyproc forventer at lukke produktionsaktiviteterne i Kalundborg senest med udgangen af 2024. Foto: Saint-Gobain Gyproc.

Saint-Gobain Gyproc i Kalundborg lukker

Gyproc skal fremadrettet drives som salgs- og logistikorganisation i Danmark. Både leverancer, serviceniveau og ydelser til den danske byggebranche vil fortsætte uændret, men baseret på produktion i nabolandene

En del af de 141 medarbejdere hos Gyproc i Kalundborg, hvor virksomheden har produceret gipsplader og elementer til gipslofter, vil fortsætte i Gyproc Danmarks nye salgs- og logistikorganisation.

Men lukningen af produktionen betyder, at Gyproc er nødt til at tage afsked med en række ansatte. Hvor mange, det kommer til at dreje sig om, ligger ikke fast på nuværende tidspunkt.

- Vi er selvsagt utroligt kede af beslutningen om at lukke produktionen – ikke mindst fordi det betyder, at vi er nødt til at sige farvel til gode og loyale kollegaer, siger fabrikschef Søren Arens og fortsætter:

- Rent geografisk ligger Gyproc i et område med mange produktionsvirksomheder og stigende efterspørgsel efter arbejdskraft. Vi vil i den kommende tid række ud til større arbejdspladser i Kalundborg med henblik på at hjælpe medarbejdere, som vi ikke kan tilbyde fremtidig beskæftigelse, videre i nyt job i lokalområdet.

I de kommende måneder vil Gyprocs ledelse i samarbejde med bl.a. de faglige organisationer, Kalundborg Kommune og jobcentre kortlægge mulighederne for at finde job til de medarbejdere, der ikke kan tilbydes fremtidig beskæftigelse.

Gyprocs ledelse vil desuden i samarbejde med medarbejderrepræsentanter sammensætte aftrædelsesordninger for de medarbejdere, der måtte blive berørt.

Overkapacitet og udfordret konkurrenceevne
Først og fremmest har der i en årrække været en overkapacitet på det nordeuropæiske gipsmarked, og det har de seneste år samtidigt været sværere at drive fabrikken i Kalundborg lønsomt.

Gyproc i Kalundborg har eksempelvis været ramt af den voldsomme inflation, af historisk høje energipriser, af stigende råvarepriser og af leverance-udfordringer. Alt sammen noget, der har påvirket konkurrenceevnen i negativ retning.

Gyproc-fabrikken i Kalundborg producerer også akustiklofter og -vægge under produktnavnet Gyptone. Produktionen af Gyptone akustiklofter og -vægge bliver flyttet til en anden af koncernens eksisterende fabrikker.

- Det er en trist tid for alle os, der har vores daglige gang på fabrikken. På ledelsens vegne kan jeg love, at vi gør alt, hvad der står i vores magt, for at gøre lukningen af produktionen så skånsom som muligt for alle, siger Søren Arens.

-dc

28/8 2023