Bachelorstuderende vinder Fællesskabsprisen for Banken på Christiania
Projektet gentænker bankbegrebet og erstatter økonomisk kapital med social værdi gennem deling af værktøjer, idéer og tjenester, lyder en del af begrundelsen fra juryen ved den første uddeling af den nye arkitektpris
Tegnestuen Werk har i samarbejde med Det Kongelige Akademi og med støtte fra Sparekassen Danmark kåret de første vindere af Fællesskabsprisen 2026.
Prisen tildeles de bachelorstuderende Marie Ørneborg og Henrik Wejfeldt fra Institut for Arkitektur og Kultur for vinderprojektet Banken – en modig og original transformation af et historisk krudthus på Christiania, der gentænker bankbegrebet og sætter fællesskabet i centrum.
Med kåringen modtager de vindende studerende 25.000 kr., mens det vindende Institut for Arkitektur og Kultur samtidig tildeles årets rejselegat på samme beløb til fælles glæde for instituttets studerende.
Fællesskabsprisen udspringer af et ønske om at sætte fokus på de arkitektstuderende, der formår at forene skønhed og social betydning i deres arbejde. Bag prisen står tegnestuen Werk, og den uddeles i samarbejde med Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design og Konservering.
Stifter og kreativ direktør Thomas Kock fra Werk glæder sig over den første uddeling af Fællesskabsprisen.
- Jeg er virkelig stolt af, at vi i dag har uddelt Fællesskabsprisen for første gang i en tid, hvor fællesskaber aldrig har været vigtigere for vores byer, og at vi med Fællesskabsprisen hylder den arkitektstuderende, som igennem sit arbejde inspirerer sine omgivelser med smukke rumligheder, hvor fællesskab og høj æstetik går hånd i hånd.
- Vi ved alle, at disse temaer betyder meget for kvaliteten i vores byer, og netop derfor vil vi gerne fejre det med en pris. Vi håber naturligvis, at prisen vil motivere de arkitektstuderende til at udvikle arkitektur, byer og byrum, som inviterer til fællesskab i smukke rammer, siger han.
Formålet med prisen er at anerkende den arkitektstuderende, der formår at skabe arkitektur, hvor fællesskab og æstetik går hånd i hånd – og som inspirerer til socialt samvær og samhørighed gennem sit projekt.Kriterier for indstilling til Fællesskabsprisen
Et indstillet projekt skal:
Styrke fællesskaber
Have en stærk idé med en original fortælling.
Være smukt
Accelerere de bæredygtige omstilling
Juryen består af:
Thomas Kock, kreativ direktør, WERK
Rita Justesen, chef for Planlægning og Byrum, By & Havn
Claus Sivager, Stadsarkitekt, Frederiksberg Kommune
Henrik Winther, Regionssdirektør, Sparekassen Danmark
Repræsentant fra Det Kongelige Akademi
Lene Dammand Lund, rektor for Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design og Konservering, glæder sig over samarbejdet:
- På det Kongelige Akademi sætter vi utrolig stor pris på, at tegnestuer ser det som en del af deres ansvar at få den unge generation i spil. Werk er en tegnestue, der både har succes herhjemme og internationalt.
- Jeg synes, de viser et stort samfundssind, når de her rækker en hånd ud til vores studerende og hjælper dem med at bygge bro fra studielivet til en fremtid i byggebranchen.
- Det tætte samarbejde med brancherne, vi uddanner til, er helt afgørende for at vi kan sikre relevansen af vores uddannelser, og der er i høj grad brug for, at vi sammen løser udfordringer og høster de potentialer, brancherne ser ind i, siger hun
Projektet Banken er en arkitektonisk transformation af et historisk militært krudthus på Christiania til en ny type bank for fællesskaber.
Projektet gentænker bankbegrebet og erstatter økonomisk kapital med social værdi gennem deling af værktøjer, idéer og tjenester.
Med et markant løftet tag aktiveres krudthusets iboende logik, hvor energien bevæger sig opad, og skaber et nyt fælles rum. Banken er et samlingspunkt, der giver fællesskabet arkitektonisk form, beskyttelse og synlighed.
Uddrag fra dommerbetænkningen for vinderprojektet Banken:
- Den enstemmige jury har tildelt Fællesskabsprisen til Banken for sin markante og modige transformation af et historisk militært krudthus på Christiania til en ny type bank for fællesskaber. Projektet stiller et enkelt, men radikalt spørgsmål: Kan en bank handle med andet end penge?
- Svaret er ifølge juryen et overbevisende 'kapow' af et ja. Med fællesskabet som valuta gentænker projektet bankbegrebet gennem deling af værktøjer, idéer og tjenester og gør fællesskab til noget konkret, man deltager i og tager ansvar for.
- Samtidig omsættes krudthusets eksplosive logik til et stærkt arkitektonisk greb, hvor energien løftes opad og samler sig i et nyt fælles rum. Juryen fremhæver projektets klare idé, nænsomme materialitet og cirkulære tilgang som et originalt og energifyldt bud på, hvordan arkitektur kan give fællesskaber ny form og betydning.
-dc