Trafiktrængsel mellem Næstved og Roskilde skal undersøges
Som grundlag for kommende statslige bevillinger fra ”Puljen til bedre trafikal sammenhæng mellem land og by” gennemføres nu analyse for strækningen mellem Roskilde og Næstved
Af Dan Bjerring
Christiansborg
”Puljen til bedre trafikal sammenhæng mellem land og by” har som formål at skabe bedre fremkommelighed og binde land og by sammen.
Derfor gennemføres strækningsanalyser af vejstrækninger mellem flere byer for at finde frem til, hvad der kan gøres for at opnå bedre fremkommelighed mellem byerne.
Undersøgelser ventes at vare to år
Strækningsundersøgelserne gennemføres blandt andet mellem Roskilde, Ringsted og Næstved, hvor kapacitetsudfordringerne ikke løses ved eksempelvis at forbedre et enkelt kryds, men kræver en indsats flere steder på strækningen. Undersøgelserne ventes at tage to år.
Strækningen mellem Næstved over Ringsted til Roskilde er præget af stor pendling fra oplandet mod Roskilde og København, og der er problemer med kødannelser på Hovedvejen fra Osted til Roskilde.
Kødannelser og lav hastighed
De mange signalanlæg i kombination med en stor trafikmængde giver kødannelse og kørsel med lav hastighed.
Også ved tilslutningsanlæg 35, Ringsted Ø, på Vestmotorvejen registreres trængselsproblemer, ligesom ved rundkørslen mellem Bragesvej og Næstvedvej i den sydlige del af Ringsted.
Mange trafiksikkerhedsproblemer har resulteret i lokale hastighedsnedsættelser, så hastighedsgrænserne på strækningen efterhånden ”er uharmoniske”.
Motorvej kan være løsningen
Det tidligere folketingsmedlem for Venstre, Kristian Pihl Lorentzen, har foreslået, at der etableres en motorvej mellem Roskilde og Ringsted, der også vil aflaste Danmarks mest trafikerede motorvejsstrækning mellem Køge og København..
I en forundersøgelse for en ny motorvej i "Ring 5 korridoren" indgår et alternativ i form af enten en motorvej eller en motortrafikvej mellem Roskilde og Ringsted.