Administrative bøder rettet mod social dumping

Administrative bøder rettet mod social dumping

Arbejdstilsynet får udvidede beføjelser til at udskrive administrative bøder ved overtrædelser af arbejdsmiljølovgivningen

Af Dan Bjerring

Christiansborg

Beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek har orienteret Folketingets Beskæftigelsesudvalg om, at Arbejdstilsynet har udsendt en række ændringer omkring anvendelse i administrativt bødeforelæg ved overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen i høring.

Ændringerne gælder blandt andet en styrket indsats mod social dumping, hvor arbejdsgiveren og bygherre skal have bøde uden forudgående påbud for to udvalgte overtrædelsestyper

- Arbejdsgiver ved manglende anmeldelse af arbejdsulykker.

- Bygherre ved overtrædelse af reglerne om udarbejdelse af en plan for sikkerhed og sundhed for byggepladsen.

Andre regler er uændrede

Det betyder i praksis, at Arbejdstilsynet kan udstede administrative bødeforelæg ved de nævnte overtrædelser, mens de ellers gældende regler for, hvornår Arbejdstilsynet kan udstede administrative bødeforelæg, er uændrede.

En sag kan afgæres med et bødeforelæg, hvis overtrædelsen er ”klar og ukompliceret, og sagen ikke kan forventes at medføre højere straf end bøde”.

Arbejdstilsynet vil dog politianmelde sagen, hvis modtageren af en administrativt tildelt bøde ikke accepterer denne.

Administrativt bødeforelæg kan i øvrigt anvendes, uanset om modtageren er et selskab eller en enkeltperson.

Eksempler på sager med administrative bøder

Sager der kan afgøres ved administrativt bødeforelæg:

- Arbejdsmaskiner, håndværktøj og andre tekniske hjælpemidler. Det gælder eksempelvis uforsvarlig brug af et teknisk hjælpemiddel til arbejde, det ikke er egnet eller tilpasset til. Også ved klart uforsvarlig opstilling af et teknisk hjælpemiddel eller ved brug af maskiner, hvor sikkerhedsanordninger er sat ud af drift.

- Fare for nedstyrtning - eksempelvis arbejde på stillads, hvor der mangler rækværk eller andet uforsvarligt arbejde i højden på grund af manglende sikkerhedsforanstaltninger.

- Fare for sammenstyrtning og sammenskridning, herunder manglende sikkerhedsforanstaltninger i form af afstivning eller anlæg ved jordudgravning. Det gælder også ved arbejde i siloer, hvor der er fare for nedskridning

- Farlige stoffer og materialer, herunder arbejde med stoffer og materialer, hvor der gælder et forbud, uforsvarligt arbejde med stoffer og materialer med høj akut giftighed og klart uforsvarligt arbejde med stoffer og materialer med kræftfremkaldende virkning

- Børn og unge der arbejder med farlige maskiner og farlige stoffer. Reglerne gælder også for unge, der udfører alenearbejde i strid med de gældende regler -


18/1 2026