Farverne vender tilbage - gråt er ikke længere hotKærene i Rødovre med vinduer fra Velfac. Foto: ACT Architects.

Farverne vender tilbage - gråt er ikke længere hot

Efter en lang periode med skandinavisk minimalisme og kølige farver sker der disse år en markant opvarmning i dansk byggeri med fokus på klassiske referencer. Både i nybyggeri og renoveringer får facaderne mere kulør

De senere år er der sket et markant skifte, hvor minimalismen ikke længere er det grundlæggende udgangspunkt for moderne dansk byggeri. Det har også betydning for farvevalget, hvor man ser et bredere spektrum af nuancer i byen, mener Lene Foder, partner og medejer af ACT Architects.

Hun vurderer, at tendensen blandt andet handler om en stigende opmærksomhed på konteksten og på klassiske referencer:

– De traditionelle karrebyggerier, som man for eksempel ser i København, havde ofte vinduer i markante farver såsom flaskegrønne, brune og vinrøde. Det kan måske anses som et modigt valg – men historisk set var de snarere normen, siger Lene Foder.

Grå farver mister derfor naturligt terræn, mens de klassiske røde og gule mursten vender tilbage. 

Selv neutrale farver fremstår nu mere levende og bevæger sig fra kølige antracitgrå nuancer til varme, brune toner. Det handler om at skabe byggeri, der inviterer til nærvær og liv, fortæller Lene Foder:

– Vi ser en klar bevægelse væk fra det kølige og mere afvisende udtryk. Byggeriet bliver generelt mere legende, og hvor man tidligere valgte de sikre, minimalistiske løsninger, tør man nu skrue op for både farver og detaljer.

Vinduer som virkemiddel i farvespillet
Der er i dag også en voksende forståelse af, at alle facadens farver og elementer skal spille sammen. Vinduerne har en vigtig rolle i arkitekturens nye farvepalet, fortæller Lene Foder.

– Der arbejdes mere bevidst med, hvordan vinduerne kan understøtte facadens samlede udtryk. Det bliver i stigende grad brugt aktivt som et æstetisk greb, siger hun.

Særligt dybe røde og grønne nuancer på vinduesrammerne vinder frem, og med god grund:

– Forskellige nuancer af rød skaber en elegant tone-i-tone-effekt med den røde tegl, der igen vinder frem i arkitekturen. 

- Den mørke København-grøn passer perfekt til de gule mursten og det øvrige byrum. Den farve ser vi overalt: på bænke, skraldespande og lygtepæle – så for mange føles den helt naturlig, næsten som en basisfarve i bevidstheden, forklarer Lene Foder og tilføjer:

– Glas reflekterer mørkt, og derfor skaber mørke rammer en mere afdæmpet harmoni mellem rude og tegl. En lys farve som hvid kan godt virke for kontrastfyldt.

Også opsprosning af vinduer oplever en renæssance som designmæssigt virkemiddel:

– Sprosserne trækker på æstetikker fra eksempelvis 1930'erne og 1950'erne og giver mulighed for at skabe facader med variation og historisk forankring, siger Lene Foder.

Vinduesleverandør mærker efterspørgslen
Hos vinduesproducenten Velfac oplever man udviklingen tydeligt. Ifølge sælger Jakob Petersen er der større efterspørgsel på farver i rammerne – både i nybyggeri og ved renoveringer.

– Vi mærker en markant interesse for især grønne og røde nuancer, ofte kombineret med klarlakeret træ indvendigt. Det ser vi eksempelvis på byggerier i Sydhavnen i hovedstaden, hvor rustrød skaber blikfang og spiller flot sammen med facadens øvrige røde udtryk, fortæller han.

Jakob Petersen nævner også Kærene i Rødovre som eksempel, hvor mørkegrønne rammer i Velfac Ribo nu skaber en markant kontrast til lyse mursten. Lene Foder var arkitekt på projektet og fortæller:

– På det tidspunkt, hvor området blev udviklet, var det meget moderne med beton, men i dag ønsker kommunen, at det skal lægge sig tættere op ad det traditionelle, murede byggeri. Man vil gerne trække på tidligere historiske perioder i facadens udtryk, som giver en helt anden stoflighed og kvalitet.

– Vi vil helt sikkert se et endnu bredere farvespektrum i fremtiden – også med nye nuancer, der går ud over det, vi arbejder med i dag.

-dc

16/12 2025