Asbestrapport er en regulær skandale

Asbestrapport er en regulær skandale

Arbejdstilsynets kontrol er vilkårlig og utilstrækkelig. Formanden for Danske Byggefag kalder det en "arbejdsmiljøskandale, som kan sammenlignes med tidligere tiders bly og PCB"

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Danske Byggefags formand, Claus von Elling, er tydeligvis rystet over Rigsrevisionens voldsomme kritik af Arbejdstilsynets manglende indsats på asbestområdet.

Han peger på, at Rigsrevisionens beretning, som tidligere nævnt i BygTek, afslører store svigt i Arbejdstilsynets kontrol med ulovligt asbestarbejde.

Danske Byggefag, der er en sammenslutning af syv fagforbund med godt 80.000 medlemmer i byggebranchen, er enig i kritikken fra statsrevisorernes og kalder det "en regulær skandale", at tusindvis af håndværkere stadig udsættes for livsfarligt asbeststøv, fordi Arbejdstilsynets kontrol er vilkårlig og utilstrækkelig.

Fuldstændig uacceptabelt
Beretningen viser blandt andet, at 85 procent af det ulovlige asbestarbejde, som Arbejdstilsynet opdager, slet ikke er blevet anmeldt, og i intet mindre end 93 procent af de nedrivninger, hvor der ifølge BBR-registret er asbest, er arbejdet ikke anmeldt til Arbejdstilsynet.

Formand for Danske Byggefag, Claus von Elling, kalder det "fuldstændig uacceptabelt", og at "det er en skandale, at man i Danmark har viden om, hvor asbesten er, men undlader at bruge denne viden”:

Byggearbejderne bliver svigtet
- Hele sagen understreger behovet for bedre udnyttelse af allerede eksisterende data på området.

- Der er ingen undskyldninger. Vi har med Rigsrevisionens rapport og Satsrevisorernes beretning fået et klart billede af, at byggeriets frontlinje – byggearbejderne – bliver svigtet.

- Hvert år dør 300 danskere som følge af asbeststøv. Statsrevisorerne dokumenterer sort på hvidt, at vi ikke gør nok for at beskytte dem, der arbejder på vores byggepladser.

- Vi taler om en arbejdsmiljøskandale, som kan sammenlignes med tidligere tiders bly og PCB – men det her sker lige nu, siger formanden.

Det er tosset
Rigsrevisionen peger blandt andet på, at der allerede foretages mange registreringer hos eksempelvis kommuner og i BBR-registret:

- De ville med fordel kunne bruges af Arbejdstilsynet. Samtidig er det oplagt, at eksponeringer af de enkelte ansatte i de lovpligtige asbestprotokoller også bringes i spil.

- Det er jo tosset ikke at udnytte de muligheder, som allerede er der, og som ligger lige for, siger Stig Søllested, som er næstformand i Blik- og Rørarbejderforbundet og medlem af Danske Byggefags arbejdsmiljøudvalg.

Foreslår nationalt asbestregister
Danske Byggefag foreslår på baggrund af Rigsrevisionens rapport og Statsrevisionens kritik en række konkrete tiltag, som skal sætte en stopper for det livsfarlige sjusk:

Nationalt asbestregister
Alle bygninger med asbest skal registreres i BBR-registreret, så bygherrer, håndværkere og myndigheder har fuldt overblik.

Det skal være obligatorisk at registrere oplysninger om asbest i BBR, og oplysningerne skal være frit tilgængelige for dem, der skal udføre arbejdet.

Skærpede tilsyn og håndhævelse
Arbejdstilsynet skal forpligtes til systematisk at anvende de data, de allerede har adgang til – som BBR og kommunale affaldsregistre – til at målrette deres tilsyn. Og der skal afsættes flere ressourcer til det opsøgende arbejde.

Centralt register for ansattes asbestarbejde
Et centralt register for ansattes asbestarbejde og uforvarende udsættelse for asbeststøv vil gøre registreringerne tidssvarende og bidrage med værdifulde data, som Arbejdstilsynet kan bruge i deres udvælgelse af asbestarbejde til tilsyn.


11/3 2025