
Svækket arbejdstilsyn skal skærpe indsatsen mod asbest
Virksomheder, der efter årsskiftet udfører asbestarbejde uden at være autoriserede, kan straffes med bøde. Bøderne kan skærpes, hvis overtrædelsen er grov, eller der er opnået en økonomisk fordel
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Nick Zimmermann fra Dansk Folkeparti har med henvisning til, at der med regeringens finanslov er lagt op til besparelser på Arbejdstilsynet, bedt beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) redegøre for, om der dermed kan forventes et bedre tilsyn, hvor flere forhold opdages. Han henviser her til sagen om børn, der udførte livsfarligt arbejde med asbest.
Ifølge ministeren vil overtrædelser i forbindelse med asbestarbejde ”fortsat blive højt prioriteret i Arbejdstilsynet”:
- Derfor reagerede Arbejdstilsynet også hurtigt overfor overtrædelserne i den konkrete sag, hvor børn udførte asbestarbejde. Sådan skal det også være fremover. Vi skal fortsat sikre, at vi stiller strenge krav til arbejdet med asbest, understreger Ane Halsboe-Jørgensen.
Opdaterer kravene
Det kræver dog ifølge ministeren, at man løbende opdaterer kravene, så færre udsættes for farligt arbejde med asbest. Det er en af grundene til, at det kun er autoriserede virksomheder, som må nedrive asbest fra den 1. januar:
- Det betyder, at virksomheder, der herefter udfører autorisationskrævende arbejde
uden at være autoriserede, kan straffes med bøde.
- Bødestraffen vil kunne skærpes yderligere, hvis overtrædelsen er grov, eller hvis en økonomisk fordel enten er opnået eller har været tilsigtet at opnå, slår ministeren fast.
Tilsyn målrettes de værste syndere
Ifølge beskæftigelsesministeren betyder aftalen om Finansloven for 2025 blandt andet en målretning af Arbejdstilsynets tilsynsindsats:
- Målretningen indebærer, at Arbejdstilsynets kontrol og tilsyn i højere grad skal fokuseres på de virksomheder, hvor risikoen for omgåelse af reglerne og snyd vurderes størst.
- Det skal reducere unødigt bureaukrati og betyder, at virksomheder, der efterlever reglerne, i mindre grad udsættes for kontrol. Det bemærkes, at der er tale om en mindre tilpasning set i forhold til Arbejdstilsynets samlede tilsynsindsats, oplyser beskæftigelsesministeren.