Det tager årevis at behandle dispensationer i KystdirektoratetMed lov skal land bygges - men det kan gå MEGET langsomt

Det tager årevis at behandle dispensationer i Kystdirektoratet

Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for ansøgninger om dispensation fra strandbeskyttelses- og klitfredningslinjen er på cirka 11. måneder, men kan vare tre år - PLUS sagsbehandlingstid i kommunerne

Af Dan Bjerring

Christiansborg 

Man skal som borger være meget tålmodig, hvis man venter på en dispensation til en genopførelse af et sommerhus, og hvor dispensationen skal behandles hos både Kystdirektoratet og kommunen.

Ifølge et svar fra miljøminister Magnus Heunicke til Pia Kjærsgaard kræves der, hvis et sommerhus skal genopføres inden for strandbeskyttelses- og klitfredningslinjen, som udgangspunkt en dispensation fra Kystdirektoratet.

Det afhænger dog af, om boligen har samme dimensioner, udformning og placering som den bolig, den erstatter.

Ikke særskilt prioriterede

Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for ansøgninger om dispensation fra strandbeskyttelses- og klitfredningslinjen er på cirka 11. måneder.

Men ifølge ministeren ”prioriteres visse sager særskilt”, herunder sager om genopførelse af boliger efter stormflod, som også omfatter sommerhuse, så de borgere, der står i en udsat situation prioriteres:_

- Sagsbehandlingstiden kan, for sager der ikke er særskilt prioriterede, i særlige tilfælde være op til tre år. Jeg er ikke bekendt med sagsbehandlingstiden for kommunal byggesagsbehandling, og dermed kan jeg ikke udtale mig om, hvordan den påvirker den samlede sagsbehandlingstid, lyder det fra miljøministeren.

Sagsbehandlingstid på fire år

Altså en sagsbehandlingstid på tre år PLUS sagsbehandlingen i kommunen. På dag baggrund spørger Pia Kjærsgaard ministeren om, det er en rimelig behandling af borgerne:

- Det er ikke tilfredsstillende, at en borger skal bruge op til fire år for at få de nødvendige tilladelser og dispensationer til at genopføre sit sommerhus... Jeg har forståelse for, at det er frustrerende for de berørte borgere, oplyser Magnus Heunicke.

Handleplan

Han oplyser videre, at Kystdirektoratet ”har udarbejdet en handleplan med henblik på at gøre sagsbehandlingen hurtigere, mere smidig og fastholde den faglige kvalitet:

- Målet er at nedbringe sagsbunken og sagsbehandlingstiden… Jeg har desuden fået oplyst, at sager om blandt andet genopførelse af boliger, herunder sommerhuse, efter stormflod prioriteres særskilt, så de borgere, der står i en udsat situation, prioriteres, slutter miljøministeren.


10/12 2025