Energirenovering er bedre end nedrivning
Med sin nye boligpakke lægger EU-Kommissionen op til både at fremme energirenoveringer af eksisterende bygninger, og at der skal bygges mange flere boliger i specielt de store byer
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Danskerne bruger den næststørste andel af indkomsten på boligen i EU, og derfor er det ifølge SYNERGIs bestyrelsesformand, Morten Helveg Petersen et initiativ, der også bør optage Danmark
Den nye boligpakke skal ikke mindst sikre billigere og bedre boliger til borgerne i EU, og Kommissionen vil blandt andet ”reducere energiregningerne for husholdninger ved at fremskynde renoveringer”:
- Hver euro, der investeres i energieffektivitet i boliger, omsættes til tolv euro i energibesparelser over investeringens levetid, forklarer EU-Kommissionen.
Energiforbrug giver lavere boligudgifter
SYNERGI, der er en interesseorganisation, som arbejder for at mindske Danmarks energispild, roser Kommissionens fokus på at sænke europæernes energiregninger gennem et lavere forbrug:
- Det er opløftende, at Dan Jørgensen og EU-Kommissionen nu så tydeligt kobler lavere energiforbrug med lavere boligudgifter i særligt den eksisterende bygningsmasse. Når vi reducerer energispild, reducerer vi også ulighed. Det er især vigtigt for de europæiske familier, der i dag kæmper med høje regninger siger Morten Helveg Petersen.
Renovering fremfor nedrivning
Han havde dog gerne set, at Kommissionen havde været mere konkret i sine forslag til, hvordan, man bedre baner vejen for lavere energiregninger gennem flere renoveringer.
Morten Helveg Petersen opfordrer medlemslandene til at prioritere renovering frem for nedrivning og til at færdiggøre ambitiøse nationale renoveringsplaner i 2026.
Ifølge Eurostat bruger danske husstande i gennemsnit 26,3 procent af deres disponible indkomst på boligen.
Det næstmest i EU og syv procentpoint over gennemsnittet. Samtidig kan varmeregningen være ti gange højere i en ineffektiv bolig i modsætning til en energieffektiv.
Vil løfte i bunden
Bestyrelsesformanden for SYNERGI understreger, at det er blandt de dårligste og mindst effektive boliger, at potentialet er størst – både for klimaet og for økonomien:
- Vi bør derfor løfte i bunden og sikre, at vi ikke efterlader tusindvis af borgere i ineffektive og dyre boliger. Det er særligt i landdistrikterne, at høje energiregninger tærer på budgettet, og også her, at det ofte er sværest at finde finansiering til økonomisk fornuftige renoveringer, siger Morten Helveg Petersen.
Kort om EU’s boligudspil:
EU-Kommissionens boligplan indeholder blandt andet:
• Energieffektiv renovering som middel til lavere energiregninger
• Investering i bæredygtige og sociale boligprojekter
• Nationalt fokus på renovering frem for nedrivning
• En styrket indsats for at genbruge og opgradere den eksisterende bygningsmasse
• Brugen af "one-stop-shops" til at gøre renovering lettere for borgere
Fakta
- 26,3 procent af danskernes disponible indkomst går til boligen (EU-gennemsnit: 19,2 procent)
- 22,3 procent af husstande i byområder bruger over 40 procent af deres indkomst på boligen (EU-gennemsnit: 10 procent)
- 15 procent af danskerne bor i boliger med ”utæt tag, fugtige vægge, gulve eller fundament, eller råd i vinduesrammer eller gulv”. Det er samme niveau som EU-gennemsnittet – men næsten tre gange højere end Norge, Sverige og Finland
- Cirka 40 procent af både Danmarks og EU’s samlede energiforbrug går til bygninger
- Op mod 95 procent. af EU’s bygningsmasse vil stadig stå i 2050