Løkken strammes om ulovlig deponering af byggeaffald
Bred politisk aftale med 15 initiativer skærper kontrollen, styrker sporbarheden og indfører hårdere straffe mod ulovlig håndtering af jord og byggeaffald
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Den seneste tid har medierne været fyldt med historier om ulovlig deponering af byggeaffald og forurenet jord, og det har nu fået politikerne på Christiansborg til at reagere.
Der bliver nemlig tjent store summer på svindel med forurenet jord, der flyttes rundt i Danmark, og alle partier i Folketinget står bag en handlingsplan om jordflytninger og byggeaffald, der skal sikre bedre sporbarhed, styrket kontrol og skærpet straf for ulovlig håndtering af jord.
Miljøkriminalitet accepteres ikke i Danmark
Handlingsplanen indeholder 15 initiativer, derunder et nyt IT-system, der skal sikre bedre deling af information, når jord flyttes mellem kommuner, og dermed også bedre mulighed for tilsyn og kontrol.
Partierne vil samtidigt skærpe og præcisere straffene, så der sendes et klart signal om, at miljøkriminalitet er alvorligt og ikke accepteres i Danmark:
- Det skal gøre det sværere for kyniske svindlere at spille hasard med vores fælles miljø, siger miljøminister Magnus Heunicke.
Fakta
Handlingsplanen indeholder følgende initativer.
Øget sporbarhed:
• Bedre sporing af jordflytninger gennem fælles IT-system
• Vurdering af krav om anmeldelse af al jord gennem jordstrømsanalyse
Skærpet kontrol og ensartet praksis:
• Rammer for anvendelsen af jord - forskningsprojekt om påvirkningen fra jord udlagt på sårbare grundvandsdannende områder
• Regelændringer skal lukke huller i lovgivningen, der tidligere er blevet omgået
• Skærpede krav til prøvetagere
• Øget vejledningsindsats af kommunerne til mere effektiv kontrol
• Øget myndighedssamarbejde
• Import af forurenet jord – undersøgelse af mulighed for at skærpe for dansk import af forurenet jord
• Kompetenceløft og autorisationskrav ved nedrivning
• Styrket affaldstilsyn
• Best-practices for administrationen og håndhævelse af regler for jordhåndtering og bygge- og anlægsaffald i kommunerne
Øget håndhævelse af bøde- og strafniveauer:
• Skærpede straffe for lovovertrædelser
• Øget vejledning om håndhævelse og straf
• Udbredelse af best-practices for håndhævelse i kommunerne
• Analyse af ”Jord som ressource”
Skærpede bødeniveauer
• Lovforslaget vil give mulighed for langt større bøder end tidligere. Det betyder bl.a., at der skal sættes ind over for professionelle, der tilsidesætter reglerne til skade for miljø og sundhed.
• Med lovforslaget lægges op til, at der som minimum sker en fordobling af de bøder, der gives.
• Er der opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel vil denne bøde skulle yderligere forhøjes med det dobbelte af den økonomiske fordel. Dette er en væsentlig skærpelse ift. tidligere, hvor udgangspunktet var en eventuel forhøjelse på højst en fjerdedel af det sparede eller tjente.
• Herudover lægges med forslaget som noget nyt op til, at der skal ske en differentiering af bøden for virksomheder, så store virksomheder får større bøder end mindre virksomheder.
• Der kan også være andre ting, der trækker bøden yderligere op, f.eks. hvis der sker skade på miljøet eller er fare herfor. Eller hvis der ikke kan ske konfiskation af en opnået økonomisk fordel og bøden derfor forhøjes.
• Fastsættelse af bødens størrelse vil altid bero på domstolenes konkrete vurdering, men lovbemærkninger af den foreslåede karakter vil være retningsgivende.