Kompakte slidere med voldsomme kræfter – men husk høreværnetMilwaukee-slagskruemaskinen har et drejningsmoment på 226 Nm, og det får håndværkerne til at kåre den som den stærkeste af de to.

Kompakte slidere med voldsomme kræfter – men husk høreværnet

Test: BygTek har sammen med to tømrersvende sat to slagskruemaskiner på hårdt arbejde – her er dommen

Af Klaus Tøttrup

- De larmer helt forfærdeligt, men for pokker, hvor er de effektive, lyder det samstemmende fra de to tømrersvende Brian Sørensen og René Eskildsen.

Larmen – og effektiviteten - kommer fra de to slagskruemaskiner, fra henholdsvis Bosch og Milwaukee, som de to garvede tømrersvende gennem nogle uger har testet for BygTek. 

En test, hvor værktøjet har været i brug i det daglige arbejde, og hvor Brian og René har løst mange forskellige opgaver som medarbejdere i firmaet Nordly Tømrer ApS i Vallensbæk.

- Der er virkelig god power i begge maskiner, fortæller Brian Sørensen, 44 år, og tilføjer, at slagskruemaskinen blandt andet er et rigtig godt stykke værktøj, når der skal skrues mange lange og tykke skruer i. 

- Ikke mindst fordi der med slagskruemaskinen ikke er det vrid i armen, som en almindelige bore-skruemaskine kan give. Og så fordi maskinen populært sagt bare knalder skruerne i.

- Ja, og så er det jo et helt uundværligt værktøj, når der skal skrues karmskruer i. Her giver de fleste almindelige bore-skruemaskiner hurtigt op, supplerer 39-årige René Eskildsen.

Meget ens, men …
De to 18V maskiner – Bosch GDR Professional 18V-220C og Milwaukee M18 FID3 – er på mange måder så identiske, at et valg mellem de to maskiner måske mest af alt kommer til at handle og smag og behag og i forhold til, hvilket værktøj og hvilke batterier man ellers har i værktøjskassen.

Når det er sagt, så peger de to tømrersvende dog på er par forskelle, som de har oplevet i det daglige arbejde med de to maskiner:

- Det virker som om, at Milwaukee-maskinen har lidt ekstra power i forhold til Bosch-maskinen. Det er ikke sådan, at man siger ‘wow sikke en forskel’, men det virker som om, at der er lidt mere saft og kraft i den røde maskine, forklarer de to tømrersvende.

Kigger man på de to maskiners specifikationer, så kan der være noget om snakken, idet slagskruemaskinen fra Bosch har et drejningsmoment på 220 Nm, mens Milwaukee-maskinen har et drejningsmoment på 226 Nm.

Begge maskiner har hver især flere indstillingsmuligheder, så det er muligt at optimere hastighed og moment i forhold til det materiale, der skrues i, og hvilke skruer bolte, møtrikker o.a. man bruger.

Selvom det er en funktion, som de to tømrersvende sætter pris på, fordi man på den måde undgår overspænding og knækkede skruer, så er det desværre ofte sådan, at mange stadig bare giver ‘fuld gas’ uden at skele til mulighederne for netop at finindstille såvel hastighed som moment. 

Nøjagtig som mange, når de bruger en almindelige bore-skruemaskine, vælger at skrue med maskinen i bore-mode med fuldt moment, frem for at vælge et passende skruemoment.

Bedre lys og greb
Når det handler om ergonomi, så mener de to tømrersvende, at slagskruemaskine fra Bosch har et bedre greb.

- Grebet på Bosch-maskinen føles umiddelbart slankere og bedre at holde på. Det betyder ikke, at det er ubehageligt at holde på Milwaukee-maskinen, men når man bruger maskinerne lige efter hinanden, så mener vi at kunne mærke, at Bosch-maskinen har en fordel, forklarer Brian og René.

Også når det gælder det LED-lys, som de to maskiner er udstyret med, er der en forskel – og det falder ud til fordel for Bosch-maskinen.

- Der er rigeligt og godt lys på begge maskiner, men det er som om, at lyset på Milwaukee-maskinen er mere gult, mens lyset på Bosch-maskinen er hvidt. Og det hvide lys er umiddelbart bedre at arbejde ved, vurderer BygTeks to testhåndværkere.

Bosch-maskinen har to LED-lys. Det ene er placeret lige over triggeren, mens det andet er placeret i bunden af maskinen ved momentindstillingspanelet lige over batteriet.

Milwaukee-maskinen har tre LED-lys, som er placeret i kransen omkring værktøjsfæstet/bitholderen.

Hvad skal du vælge?
De to slagskruemaskiner er meget jævnbyrdige på flere områder. Det gælder også specifikationer som mål og vægt, som nærmest er identiske.

Begge slagskruemaskiner er små, lette og meget kompakte maskiner. Valg af batteri kan være afgørende for vægten, mens længden på bits, slagtoppe o.a. kan være afgørende for længden, når maskinen er i brug.

Batteri-mæssigt ligger både Bosch med ProCore batterierne og Milwaukee med Redlithium-batterierne i den mest robuste og solide ende af de batterisystemer, der findes på markedet.

Så hvilken maskine skal man så vælge?

Ja, ud over at vælge ud fra hvilke batterier, du allerede har i værktøjskassen, så handler det naturligvis om prisen. Men det handler i lige så høj grad om den garanti og den service, som forhandleren stiller på producentens vegne. 

Derudover er der en række digitale styrings-, sporings- og overvågningsmuligheder at tage stilling til.

Både Milwaukee og Bosch har ganske vidtgående garanti- og serviceordninger, som især giver mening, hvis du har mange maskiner. Det er imidlertid lidt af en jungle at sammenligne de forskellige producenters og forhandleres garanti- og serviceordninger. 

Lidt ligesom at kigge sine forsikringspapirer igennem. Men det giver faktisk rigtig god mening også at få styr på den del af maskinindkøbet. Få din forhandler til at hjælpe dig. Det vil i hvert fald sætte ham på en prøve. 

14/12 2025