For 800.000 kroner luksusvarebil
Man får lov at betale for den nye Mercedes Vito, men det er ikke svært at se hvorfor. Mercedes Vito VLE er spækket med eksklusivt udstyr, stor rækkevidde og intelligent design
Af Jørli Petersen
Den nye Mercedes Vito har været længe undervejs. Så længe, at det kunne se ud, som om Mercedes har slået sig selv hjem i ludo for så at begynde forfra nok engang.
Men nu er der endelig kommet liv i den luksuspersontransporter og populære varebil, og som det længe har været antydet, er første skud i bøssen en 7-personers bus med bunkevis af luksus og en variant, der er tilpasset danske regler for kørekort.
Den nye Mercedes, der sælges under navnet VLE, produceres kun i begrænset antal på den helt nye fabrik, som lige skal have styr på alt det daglige, inkl. mad til tiden i frokoststuen, men det langsomme tempo passer naturligt til valget af en topmodel, hvor første udgave kun produceres i begrænset antal, fordi bilen er fyldt op med alle former for udstyr fra Mercedes.
Topmodel VLE eller frontløber for en kommende Vito sendes på gaden med et 105 kWh-batteri. Rækkevidden er plus 700 WLTP-kilometer, og motoren, der skal drive det hele, er på 276 hk.
Dertil har første VLE 300 luftaffjedring, panoramatag til glæde for alle tre sæderækker, og så er det også et plus, at den har aktiv styring af baghjulene, der først drejer med forhjulenes retning ved 70 km/t eller derover. Prisen er en anelse over 790.000 kr. for VLE på hvide nummerplader.
Den efterfølgende gode nyhed må så være, at der til efteråret kommer flere varianter af VLE. Priserne skulle starte ved 640.000 kr., og vi ved endnu ikke, om alle udgaver af VLE får det, der kaldes automatisk niveauregulering.
Til gengæld bliver det mere og mere sikkert, at det helt store startskud finder sted i september, hvor ny Vito og VLE skal være det helt store slagnummer for Mercedes på den store udstilling for vare- og lastbiler i Hannover.
Og det er først her, Mercedes forventes at slippe alle nyheder omkring det nye modelprogram, hvoraf kun en beskeden andel af det samlede antal Vito forventes at være udstyret med elmotor.
Dieselmotorerne forlader ikke Mercedes og Vito, og det må være logisk at drage den slutning, at de lidt kryptiske vægtgrænser for ny VLE ikke kommer til at gælde for de varianter, der er udstyret med forbrændingsmotorer.
I de oplysninger, der er tilgængelige for ny VLE, kan vi læse, at nyttelasten er begrænset til 558 kg.
Denne vægt skal så fordeles på seks personer plus bagage til syv (førerens vægt er medregnet i køreklar vægt), og da vi også har en totalvægt på 3500 kg for den danske 7-personers udgave, giver det en køreklar vægt på 2942 kg.
Det er årsag til, at den 8-personers udgave af VLE ikke kommer til Danmark, før de danske regler for kørekort er tilpasset EU.
Det er sikkert også årsag til, at Mercedes har sat luftundervogn på VLE, og alle disse tilpasninger til en ganske høj vægt betyder også, at vi sætter spørgsmålstegn ved de endelige udgaver af Vito og V-klasse med benzin- eller dieselmotor.
Der er fortsat mange ubesvarede spørgsmål om den meget længe ventede Vito, men vi har i det mindste fået afsløret det endelige design på ny VLE og dernæst Vito.