Dansk anlægsgartner i internationalt samarbejde om klimatilpasning af byerneEPLUG tværnationalt projektmøde i Aarhus, 2022 Foto: EPLUG.

Dansk anlægsgartner i internationalt samarbejde om klimatilpasning af byerne

OKNygaard og andre europæiske virksomheder, uddannelsesinstitutioner og fageksperter samarbejder om at udvikle naturbaserede løsninger, som på sigt vil bidrage til klimatilpasning og øget biodiversitet i byerne og dermed øge borgertrivslen

I 2022 etablerede anlægsgartner OKNygaard i samarbejde med bl.a. Jordbrugets Uddannelsescenter i Beder (JU) et dansk videncenter med fokus på urban greening, borgertrivsel og biodiversitet, som en del af det fireårige EU-udviklingsprojekt EPLUG (European Platform for Urban Greening) finansieret af Erasmus+ med partnere i Tjekkiet, Rumænien, Finland, Spanien og Holland.

EPLUG-projektet har nu passeret sit halvvejsmærke og har kastet både en række case studies og nye udviklingsprojekter af sig.

I de seneste to år har anglæsgartneren accelereret sin viden ved at samle erfaringer til videre udvikling. En kerneambition i udviklingen af OKNygaard som en del af idverde, der bl.a. var årsag til, at virksomheden i sin tid valgte at indtræde i partnerskabet, fortæller Jakob Arler, der er chef for HR-udvikling hos OKNygaard:

- Vi er altid klar på at indgå i vidensudveksling og samarbejder, hvor vi kan spille hinanden gode og i fællesskab komme på nye idéer, koncepter og teknologier for fremtidens byer og fremtidens anlægsgartnerbranche. Det særligt interessante ved EPLUG-samarbejdet er, at det går på tværs af landegrænser. Når vi arbejder tværnationalt, ser vi både andre udfordringer - men også andre løsninger - komme i spil. Vi tror på, at vi med fordel kan kigge udenfor Danmarks grænser for at finde gode løsninger på de klimaudfordringer, vi ser nu og i fremtiden.

Genindvinding af regnvand er sat på dagsordenen
En af de udfordringer, som OKNygaard har sat på dagsordenen via EPLUG, er en større lokal udnyttelse af 'genbrugsvand' som f.eks. regnvand og let, gråt spildevand, fortæller Kristoffer Sindby, der er udviklingschef for klimatilpasning.

- Det kan lyde underligt ovenpå den rekordvåde januar, vi har haft i år, men vand er en knap ressource og derfor søger vi bedre muligheder for at genindvinde og genbruge urbant vand. I dag kender de fleste til LAR, men hvordan tilbageholder vi det vand til de måneder, hvor vi oplever vandmangel?, spørger han og uddyber:

- I hele verden oplever man længere, tørre perioder og mere intense nedbørsmængder. Det er problematikker, vi ikke kan lukke øjnene for, og som vi faktisk kan udnytte til et fælles bedste. Desværre ser vi også benspænd flere steder i Europa, hvor der i nogle lande bl.a. er forbud mod genbrug af regnvand til sekundære formål som vanding af grønne tage eller facader. Udvikling kræver fornyelse af kompetencer og viden, og den udfordring tager vi gerne op.

Som en del af EPLUG er anlægsgartneren derfor i gang med at teste filtreringsteknikker, som skal ende ud i skalerbare koncepter. Ved at samle eksperter fra flere lande, som i fællesskab kan dele viden om eksisterende koncepter, opstår der nye idéer til, hvordan urbant vand kan samles, renses og udnyttes gennem naturbaserede løsninger. Der arbejdes bl.a. med forskellige jord-og plante sammensætninger, der er med til at trække kemikalier og andre forurenende stoffer ud af vandet, så det rene vand kan bruges til andre formål såsom vanding og brugsvand.

Sideløbende med projektet for mere effektiv genindvinding af regnvand deltager OKNygaard også i en række samarbejdsprojekter. Bl.a. skal et nystartet projekt bidrage til udviklingen af en ny model for skole-virksomhedssamarbejdet på 'grønne' erhvervsuddannelser, hvor anvendt forskning, innovation og kreativitet er i højsædet for at styrke fremtidens arbejdskraft.

Udvikling og innovation på tværs af landegrænser
Det er dog ikke kun danske OKNygaard, der bidrager til de innovative løsninger, der skal løfte fremtidens byer til nye højder. Hos de tjekkiske EPLUG-partnere undersøger man, hvordan sensorer, data og IoT kan effektivisere den automatiske vanding af grønne områder ved bl.a. at tage højde for vejr, luftfugtighed og forventet nedbør.

I Finland arbejdes der med at integrere brugen af biokul, der kan binde CO2 i jorden og dermed forbedre jordkvaliteten, mens man i Spanien undersøger, hvordan etableringen af kunstige vådområder kan medvirke til et renere vandkredsløb, hvor vandet kan genbruges til andre formål. I Holland arbejdes der med at tilbageholde vand på tagene, så det kan bruges som vanding til de grønne tage og flyttes til lavereliggende områder, når de har brug for vandet.

EPLUG

European Platform for Urban Greening (EPLUG) er et Erasmus+ Key Action 3 projekt. Det er et ud af syv europæiske Platforms of Centres of Vocational Excellence udvalgt af EU.

Den europæiske samarbejdsplatform, European Platform for Urban Greening (EPLUG) arbejder med at styrke samarbejdet på tværs af de forretningsdrivende, forskning og anlægsgartnerfaget bl.a. ved at koble politiske dagsordener, viden og indholdet i anlægsgartneruddannelsen tæt sammen med udviklingen i byerne.

Missionen er at øge viden, kompetencer og ekspertise inden for grønne byområder, klimatilpasning, biodiversitet og mental trivsel blandt mennesker i urbane miljøer.

EPLUG-projektet varer i alt fire år og med deltagende partnere fra Danmark, Tjekkiet, Rumænien, Finland, Spanien og Holland.

-dc

20/2 2023