scroll
Forhøjet grundvand øger risikoen for oversvømmelser Højden af Danmarks grundvand varierer hen over et år og følger en cyklus, der bl.a. er styret af mængden af nedbør. Arkivfoto: Colourbox.dk / Frank Heinz.

Forhøjet grundvand øger risikoen for oversvømmelser

Især i Vestdanmark ligger grundvandet højere, end det plejer på nuværende tidspunkt af året, og det betyder, at der ikke skal ret meget regnvand til, før der kommer oversvømmelser

Det øverste grundvand, som er det vand, der ligger i overfladen af undergrunden, står særdeles højt flere steder i landet.

I skrivende stund står det omkring 40 centimeter højere på landsplan, end det normalt gør på denne tid af året ifølge ‘De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland’s (Geus) modelberegninger.

Grundvandsstanden er fortsat lavere end i vinterperioden, hvor den typisk topper. Men da den er langt højere end normalt for årstiden, kan der være øget risiko for oversvømmelser i det kommende efterår og vinter.

- Når det øverste grundvand allerede står så højt, som det gør, kan vi hurtigere end normalt komme i en situation, hvor oversvømmelser fra grundvand og åer og generelt vand over terræn vil blive et problem, forklarer Jacob Kidmose, der seniorforsker i Afdeling for Hydrologi i Geus.

I begyndelsen af januar 2024 stod grundvandet rekordhøjt, og det fik mærkbare konsekvenser. Det medførte omfattende grundvandsoversvømmelser til stor gene for blandt andet boligejere i de berørte områder.

- I vinter målte vi en rekordhøj grundvandsstand efter en sommer, hvor den øverste grundvandsstand stod meget lavere end det, vi ser nu. Som situationen er nu, svarer det til, at vi hælder vand i et glas, der allerede er halvt fyldt.

- Bliver det kommende efterår og vinter lige så vådt som sidste år, vil glasset hurtigere flyde over kanten, og vi risikerer derfor at opleve grundvandsoversvømmelser tidligere - og over en væsentlig længere periode, siger Jacob Kidmose.

Rekordmeget nedbør giver rekordhøjt grundvand
Geus overvåger grundvandsstanden blandt andet ved at måle den på forskellige lokaliteter i Danmark. Derudover giver modelberegninger et mere overordnet billede af grundvandsstanden på landsplan.

- Vores modelberegninger viser, at det øverste grundvand især står højt i den vestlige del af landet, mens det står lidt lavere i forhold til normalen længere mod øst, forklarer Raphael Schneider, der er forsker i Geus' hydrologiske afdeling.

- Det er vigtigt at understrege, at vi lige nu taler om afvigelsen fra sæsonnormalen. Grundvandet står stadig lavere end sidste vinter, og derfor er der ikke stor risiko for grundvandsoversvømmelser lige nu, tilføjer hun.

Geus’ hydrologiske indeks er modelberegninger for, hvor meget det øverste grundvand og andre dele af vandets kredsløb afviger fra normaltilstanden for sæsonen.

Det høje grundvand er en kulmination på rekordmeget nedbør både i år og sidste år.

Ifølge DMI var perioden juli 2023 til juni 2024 de tolv vådeste måneder i træk. I alt er der i perioden faldet 1125 mm. nedbør, viser DMI’s målinger.

Derudover var kalenderåret 2023 ligeledes rekordvådt med 977 mm nedbør, hvilket fik det øverste grundvand til at nå et rekordhøjt niveau i begyndelsen af januar 2024.

Grundvandet stiger
Udfordringen med stigende grundvand og hermed øget risiko for oversvømmelser bliver sandsynligvis kun større i fremtiden, da grundvandet forventes at stige på grund af klimaforandringer.

Geus’ hydrologiske modelberegninger viser, at grundvandet i gennemsnit for hele landet vil stige yderligere med ca. 10 centimeter frem mod slutningen af dette århundrede i et mellemhøjt scenarie, der svarer til, at verden fastholder de nuværende reduktionsplaner for den globale udledning af drivhusgasser.

I et højt udledningsscenarie, hvor udledningen af drivhusgasser eskalerer, forventes en grundvandsstigning på op til 27 centimeter i gennemsnit.

Årsagen til, at grundvandet forventes at stige, er især den øgede mængde nedbør, som vi kan forvente at opleve om vinteren i Danmark, og som sker som følge af den globale opvarmning.

Ifølge DMI’s Klimaatlas skal Danmark forvente ca. 6 % mere nedbør om efteråret og 12 % mere nedbør om vinteren i slutningen af århundredet i et mellemhøjt scenarie for den globale udledning af drivhusgasser.

Stigende grundvand i Danmark er en udfordring af flere grunde. Når grundvandet stiger, øges risikoen for oversvømmelser i lavtliggende områder, og oversvømmelser er ofte bekostelige for samfundet.

Geus overvåger løbende grundvandsniveauerne og udvikler i samarbejde med andre myndigheder grundvandskort i realtid, som snart bliver tilgængelige på det hydrologiske informations- og prognosesystem HIP-portalen samt hydrologiske indeks i den Nationale Hydrologiske Model.

Målet er, at værktøjerne skal give beslutningstagere og erhverv den viden, der skal til, for at kunne prioritere og igangsætte relevante indsatser rettidigt.

-dc

13/9 2024