De unge vil have mere ansvarligt træ – og mere viden om detArkivfoto.

De unge vil have mere ansvarligt træ – og mere viden om det

Det kan mærkes igennem hele værdikæden, at bygherrer i højere grad efterspørger ansvarligt træ

Blandt de studerende på Herningsholm Erhvervsskole er der en klar oplevelse af, at bæredygtighed og grøn omstilling er en stadig voksende del af byggeriets dagsorden, og de ser positivt på, at udviklingen går den vej. 

Til gengæld efterlyser de langt mere viden, så de kan forstå kravene og formidle dem videre til kunder, kolleger og bygherrer.

- Hvis vi vil have, at kommende håndværkere bidrager til den grønne omstilling i byggeriet, er det ikke godt nok, at de først støder på kravene, når de rammer byggepladsen. De skal forstå sammenhængen allerede under uddannelsen. 

- Når de f.eks. ved, hvorfor en FSC-certificering eller anden dokumentation er nødvendig, bliver det ikke bare endnu en administrativ opgave, men en del af det gode håndværk. 

- Derfor skal vi også tage det alvorligt, når eleverne på Herningsholm efterlyser mere viden om emnet. Vi skal give dem muligheden for at løfte ansvaret og bruge deres fag til at gøre en forskel, siger FSC Danmarks byggeriekspert Henriette Thorsén Clausen.

Henriette Thorsén Clausen arbejder i sin rolle som byggeriekspert hos FSC Danmark blandt andet med at fremme ansvarligt sourcet træ i byggebranchen som en del af EU-life projektet Home for the Future. Projektet skal i samarbejde med en række aktører i både Danmark og Holland skabe en ny agenda for, hvordan fremtidens almene boliger kan bygges i træ.

Når kommuner, virksomheder og andre bygherrer efterspørger dokumenteret ansvarligt træ, kan det mærkes hele vejen gennem værdikæden. Flere af eleverne på Herningsholm Erhvervsskole har allerede oplevet, hvordan krav fra bygherrer er med til at ændre hverdagen i de virksomheder, de står i lære i.

- Innovative konstruktionsmetoder og nye produkter i træ og andre biobaserede materialer fylder markant mere i byggeriet, og interessen er ikke udelukkende drevet af skærpede klimakrav i bygningsreglementet, men også af en oprigtig villighed og interesse fra branchens side i at gøre en forskel. 

- Hvor træ med FSC-certificering tidligere ofte blev betragtet som et nichemateriale, er det i dag i stigende grad en central del af løsningen, når det kommer til ansvarligt byggeri, siger Henriette Thorsén Clausen.

-dc

7/9 2026