Håndværksmester blev ny hofleverandør
Snart vil kongekronen og den fornemme titel blive placeret på tapetserervirksomhedens materialer og på butiksvinduet her i Willemoesgade.

Håndværksmester blev ny hofleverandør

Tapetserer og møbelrestauratør Mette Palsteen, der er medlem af Dansk Håndværk, har fået en helt særlig e-mail fra Hoffet

I forbindelse med H.M. Dronningens fødselsdag den 16. april 2019 havde Dronningen udnævnt hendes virksomhed til ny Kongelig Hofleverandør.

En fornem titel, som kun 100 danske virksomheder har lov til at bruge.

- Jeg vidste godt at den kunne komme, men det er klart, at jeg alligevel ikke havde turdet håbe på det. Vi er jo bare en lille virksomhed, fortæller Mette Palsteen, som leder firmaets ni ansatte, hvoraf to er lærlinge og tre svende.

- Bekendte opfordrede mig til at søge om titlen, men jeg slog det i første omgang hen og tænkte, at det kan vi da ikke. Men da jeg begyndte at skrive begrundelse og referencerne til, hvad vi har lavet for Kongehuset, blev jeg selv overrasket over, hvor mange ting vi faktisk har udført i de 25 år, vi har leveret til Hoffet.

Traditioner går videre til lærlinge
Ud over opgaver for private udfører virksomheden arbejde for en lang række institutioner og virksomheder. Og referencelisten er ganske imponerende, med ambassader, offentlige institutioner, kulturhistoriske bygninger og kirker. Blandt andet Højesteret, Statsministeriet og Christiansborg. Samt naturligvis Kongehuset.

- Det er en fantastisk anerkendelse af at lave godt håndværk og at gøre sig umage med det. I den her tid, hvor vi taler om, hvor de håndværksmæssige traditioner forsvinder hen, er det vigtigt at vi kan føre de klassiske traditioner videre til næste generation af håndværkere. Og det kan man kun, hvis der også er opgaver, der rækker tilbage i kulturhistorien og som kræver noget helt særligt. Så lærer man, at man skal gøre sig umage, være flittig og vedholdende - for der er intet, der kommer let, lyder det fra en tydeligt stolt virksomhedsejer.

Der er kun 100 danske virksomheder, der må benytte den fornemme titel. Tidligere fik virksomhederne et særligt prædikat, f.eks. Kgl. Hofjuveler eller Kongelig Hof-Apotek, men de seneste ti år har Hoffet ikke skelnet mellem de forskellige betegnelser.

Seneste i en fornem række
Virksomhederne får titlen for en periode på fem år. Derefter skal det vurderes, om betingelserne for tildelingen fortsat er opfyldt. Blandt andet om Hoffet fortsat køber firmaets produkter eller serviceydelser.

Skifter virksomheden direktør eller ejer bliver det også vurderet om prædikatet Kongelig hofleverandør kan fornyes.

En af de første tildelinger blev givet til Carlsberg for over 100 år siden, mens de seneste netop er givet til grossistvirksomheden Inco og altså tapetserer og møbelrestauratør Mette Palsteen.

- Nu skal kongekronen og den fornemme titel på vores materialer og placeres på butiksvinduet i Willemoesgade. Men først skal der laves tegninger og skitser, som skal sendes til Hofmarskallatet til godkendelse, fortæller Mette Palsteen

Som Hofleverandør får virksomheden mulighed for at bruge en kongekrone ved sit firmanavn. Men der er strikse krav til, hvordan det skal gøres. Kronen og firmanavnet skal altid stå sammen. Kongekronen skal placeres øverst, derefter følger prædikatet og nederst firmanavnet. Kongelig kan forkortes til Kgl. og kongekronen må ikke anvendes alene eller indgå som en del af et firmalogo.

-los


29/4 2019