International hæder til dansk produktdesign
Juryen fremhæver fermacell Acoustic for at være funktionel, stilren og æstetisk, og fordi den løser en aktuel udfordring i mange moderne boliger.

International hæder til dansk produktdesign

Et internationalt dommerpanel har valgt akustikløsningen fermacell Acoustic som vinder af iF Design Award 2018 i kategorien ’Building Technology’

En jury, der består af 63 uafhængige eksperter fra hele verden, har valgt fermacell Acoustic, fordi akustikpladerne forener et tidløst, enkelt udtryk med funktionalitet. Dertil løser løsningen et udbredt problem med akustik i de moderne boliger og bygninger, hvor stramt design med hårde overflader præger stilen.

- Tidens minimalistiske byggestil med hårde gulvbelægninger, store rum, glatte vægge og lofter er flotte at se på – men det giver nogle udfordringer for rummets akustik og dermed lydmiljøet. Dårlig akustik gør det anstrengende at opholde sig i et rum og vores løsning er derfor at gentænke vores fibergipsplader som en akustikplade, der tilfører rummet lydabsorberende overflader, siger direktør i fermacell Niels-Jørgen Pallesen.

fermacell Acoustic er udviklet i samarbejde med den anerkendte danske arkitekt og designer Lars Vejen.

iF Design Award uddeles årligt inden for en række kategorier. Det er verdens ældste, uafhængige designorganisation, det tyske IF International Forum Design GmbH, der står bag prisen.

I år var over 6400 produkter på tværs af 54 lande indstillet til iF Design Award i håbet om at modtage den anerkendelse og det kvalitetsstempel, der ligger i at modtage prisen.

Prisen overrækkes til vinderne i München den 9. marts 2018.

-los

6/2 2018