Enhedslisten vil have alle byggepladser registreret

Enhedslisten vil have alle byggepladser registreret

Beskæftigelsesministeren afviser dog forslaget med henvisning til, at der allerede er krav om registrering af byggepladser af en vis størrelse

Af Dan Bjerring

Christiansborg


Sine Demir fra Enhedslisten har spurgt beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen, om hun vil tage initiativ til ”at sikre et samlet overblik over byggepladser i Danmark”.

Hun peger på, at det vil give så myndighederne ”de bedst mulige forudsætninger for at håndhæve loven og udvælge byggepladser til kontrolbesøg, med henblik på at sikre at alle byggepladser, der er omfattet af lovkravet om id-kort reelt også efterlever dette”.

Hun beder samtidig ministeren om at skærpe konsekvenserne over for bygherrerne, hvis byggepladserne ikke bliver registeret korrekt.

Krav om oplysninger

Ane Halsboe-Jørgensen henviser i sit svar til, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om bygherrens pligt til at anmelde større bygge- og an lægsarbejder til Arbejdstilsynet. Bestemmelsen har til formål at sikre, at Arbejdstilsynet oplyses om, at der etableres bygge- og anlægspladser over en vis størrelse til brug for tilrettelæggelsen af tilsynsarbejdet. 

I dag skal byggepladser anmeldes til Arbejdstilsynet, hvis arbejdets forventede varighed overstiger 30 dage og mindst 20 ansatte er beskæftiget samtidigt, eller hvis den formodede arbejdsmængde over stiger 500 mandedage. 

Bøder på 100.000 kroner

Arbejdstilsynet anvender ifølge ministeren oplysningerne til udvælgelse af byggepladser, der skal have tilsynet: 

- Arbejdstilsynet forventer, at der i byggepladsanmeldelsen fremover skal angives oplysning om, hvorvidt en byggeplads er omfattet af lov om id-kort. Det følger af lovforslaget, at der forudsættes et højere bødeniveau i visse typer af sager – eksempelvis i de tilfælde hvor bygherre slet ikke har etableret en id-kortløsning på byggepladsen.

- I disse tilfælde forudsættes det, at der tages udgangspunkt i et bødeniveau på 100.000 kroner, oplyser ministeren.



27/8 2026