Krav om energirenovering af lejede bygninger lempes
Klima-, energi- og forsyningsminister har orienteret Folketinget om, at Energistyrelsen vil ændre bekendtgørelse om energieffektivisering i det offentlige.
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Forslaget hænger sammen med EU’s energieffektivitetsdirektiv, hvor der implementering af krav vedrørende renoveringspas for visse offentlige bygninger.
Med de kommende regler indføres et krav om, at staten, regionerne og kommunerne skal vurdere, om bygninger, der udpeges til at blive renoveret til energimærke B, skal have et renoveringspas, der er en ”individuelt tilpasset køreplan for en trinvis renovering af en konkret bygning”.
Samme frist for lejede bygninger
Fristerne for renovering af bygninger, som det offentlige ejer og lejer sig ind i, skal ensrettes. Offentligt ejede bygninger skal renoveres til mindst energimærke B senest i 2040.
Tidligere gjaldt det ligeledes, at staten, regionerne og kommunerne for lejede bygninger ”skulle forhandle om, at disse bygninger skal være renoveret i 2030”.
Men der er ikke krav til resultatet af disse forhandlinger. Forhandlingen skal foretages i forbindelse med forlængelse af lejemålet, eller hvis bygningen skal gennemgå en større renovering.
Fristen for de lejede bygninger foreslås derfor flyttet til 2040, hvorved den samme frist kommer til at gælde for bygninger, som det offentlige henholdsvis ejer og lejer.
Kan videresælges uden renovering
Derudover foretages der en ændring, så det ikke længere kun er det offentlige, men også en bredere kreds af ordregivende myndigheder, som kan købe og videresælge bygninger uden krav om renovering af bygningen, hvis formålet med købet er et videresalg uden at anvende bygningen til egne formål.
Det gælder eksempelvis offentlige myndigheder, offentligretlige organer og sammenslutninger heraf samt visse offentlige og private virksomheder inden for vand, energi, transport og posttjenester omfattet af udbudsreglerne.