Alle under samme tagBoligslangen i Ørestad Nord.

Alle under samme tag

Store tagformer samler skulpturelle boligbyggerier.

Taget som et fremtrædende arkitektonisk element har fået comeback i dansk byggeri. I en række nye boligbyggerier anvendes ekspressive tagformer til at skabe arkitektonisk sammenhæng og identitet til store boligbebyggelser.

I de store boligbyggerier har taget også en symbolsk betydning, der er med til at understrege et socialt sammenhold mellem beboerne. Alle lever i bogstaveligste forstand under samme tag som en stor familie.

Dobbeltkrum flade

Et af de mest spektakulære eksempler på denne trend ligger for foden af Bispebjerg Bakke nordvest for København. Boligbyggeriet består af to bygninger, der er en skulpturel fortolkning af den traditionelle karrebebyggelse.

For at holde sammen på de lange bygningskroppe afsluttes karreerne på toppen med et ekspressivt slynget tag, der vipper og drejer i et kompleks forløb af irregulære dobbeltkrumme flader.

Både projektering og opførelse har været betinget af udpræget anvendelse af digitale 3D-modeller og 3D-CAD-software fra Autodesk igennem hele processen.

Det er kunstneren Bjørn Nørgaard i samarbejde med Boldsen & Holm Arkitekter og ingeniørfirmaet Carl Bro, der står bag bebyggelsen, hvor NCC er entreprenør. Byggeriets 135 lejelejligheder forventes at være klar til indflytning i slutningen af 2006.

Slange

’Boligslangen’ er den populære betegnelse for et stort boligbyggeri, hvor taget spiller en vigtig rolle. Byggeriet ligger i den nordlige del af Ørestad og også her anvendes taget som et arkitektonisk element, der binder en lang udfoldet bygningskrop sammen til en helhed.

Men modsat Bispebjerg-byggeriets ekspressive tagform er taget på Boligslangen en rolig horisontal flade, der tegner et præcist omrids af bygningen som kontrast til et meget varieret facaderelief af fremskudte karnapper og tilbagetrukne altaner.

Taget har desuden funktion som overdækning af de store fælles tagterrasser, der er skudt ind mellem de øverste lejligheder og selve tagfladen i bebyggelsens sydlige del.

Tagets symbolske funktion som sammenbindende element er særlig vigtig i Boligslangen, fordi bebyggelsen er i to halvdele med forskellige boligformer på hver side af Ørestads landskabelige kanal, som bebyggelsen dristigt går på tværs af.

Den sydlige del, kaldet Fælledhaven, rummer 115 almene lejeboliger, mens den nordlige del med navnet Universitetshaven er en blanding af 40 andels- og 134 ejerlejligheder.

Det er arkitektfirmaerne Domus og Arkitema med entreprenørerne NCC og MTHøjgaard, der har stået for opførelsen af hver deres halvdel af bebyggelsen. Fælledhaven er indviet, mens Universitetshaven står klar ultimo 2006.

V-huset

Længere mod syd i Ørestad ligger V-huset, hvor en imponerende skrå tagflade løfter lejlighederne mod udsigten over Amager Fælled og Københavns centrum. Det store skrånende tag laver desuden et knæk på midten af bygningskroppen og giver bygningen en dramatisk skulpturel profil i bybilledet.

Formen er dog en direkte konsekvens af lokalplanens krav om en varieret taghøjde som en markering af bygningens placering mellem Amagers lave parcelhuskvarterer og den nye metropol, der langsom skyder op i Ørestad City.

I taget er lavet udskæringer til små tagterrasser med udsigt mod syd og øst over Øresund og Amager Fælled.

Det er arkitektfirmaet Plot, der har stået for udformningen af V-huset og de 108 lejligheder, der stod klar til indflytning i december 2005.

Der er anvendt digitale 3D-modeller for at projektere og opføre det specielle tag på boligbyggeriet ved Bispebjerg Bakke.

Den store skrånende tagflade på V-huset i Ørestad markerer beliggenheden mellem de eksisterende parcelhuskvarterer på Amager og den nye metropol.

Taget på den sydlige del af boligbebyggelsen Boligslangen i Ørestad overdækker store fælles tagterrasser.

7/4 2006
  • Arbejdsmiljøpris i hus efter langt, sejt træk

    Arbejdsmiljøpris i hus efter langt, sejt træk

    alle ›Et langsigtet, ambitiøst mål om 'nul ulykker' gennem en grundlæggende ændring af sikkerhedskulturen sikrer i år NCC Construction en pris i kategorien 'Arbejdsmiljø som strategisk element'
  • Vil totalrenovere Hotel Hvide Hus i Aalborg

    Vil totalrenovere Hotel Hvide Hus i Aalborg

    alle ›Hotel Hvide Hus i Aalborg får ny ejer, og både værelser, konferencelokaler og restaurationsområder skal igennem en omfattende totalrenovering
  • Skoleelever til Skills Stafet

    Skoleelever til Skills Stafet

    alle ›500 elever, lærere og UU-vejledere til Skills Stafet i sidste uge, hvor vinderne til DM finalen blev fundet
  • Gyldent byhus hædret med to priser

    Gyldent byhus hædret med to priser

    alle ›Modernistisk byhus i Nyhavn, som forvandler udseende over døgnets timer er hædret med to arkitekturpriser
  • Åbner afdeling i Aarhus pga. succes

    Åbner afdeling i Aarhus pga. succes

    alle ›Med et stigende antal opgaver og omfattende projekter i Aarhus, satser JCN Bolig på østjysk nærvær. Totalentreprenørfirmaet fra Vildbjerg åbner kontor i Aarhus
  • Nyt brandspjæld med tre funktioner

    Nyt brandspjæld med tre funktioner

    alle ›Øland er nu klar med en komplet opdateret pakkeløsning, som automatisk overvåger og styrer brand- og røgspjæld i tilfælde af røg- og temperaturstigninger
  • Sådan tjekker du dit solcelleanlæg

    Sådan tjekker du dit solcelleanlæg

    alle ›Efter Sikkerhedsstyrelsen i går advarede solcelle ejere mod fare for livsfarlige stød og brand ved at have forkerte fejlstrømsafbrydere, kommer installatørenes organisation Tekniq med råd til solcelleejere
  • Solcelleejere i fare for livsfarlige stød og brand

    Solcelleejere i fare for livsfarlige stød og brand

    alle ›Har du et solcelleanlæg, så tjek din fejlstrømsafbryder - den kan være forkert, lyder det fra Sikkerhedsstyrelsen, der advarer mod brand og livsfarlige stød