Arkitekter dyster om dagslys
Flere studerende end nogensinde før har tilmeldt sig International Velux Award
Hele 2.114 studerende fra 484 arkitektskoler i 68 lande har meldt sig til International VELUX Award 2008. Det er flere end nogensinde før til konkurrencen, der udfordrer arkitektstuderende fra hele verden til at arbejde med dagslys i arkitekturen.
Temaet for konkurrencen er ´Light of tomorrow – morgendagens lys´. Der er ingen kategorier og der stilles ikke krav om anvendelse af bestemte materialer eller produkter.
– Vi er utroligt stolte over, at mere end 2.000 arkitektstuderende har valgt at deltage i International Velux Award. Det er et tydeligt bevis på, at arbejdet med dagslys i arkitekturen er både vigtigt og inspirerende – og ikke kun i Skandinavien, hvor vi har en tradition for at arbejde med dagslyset, men hele kloden rundt. Vi glæder os meget til at se resultaterne af konkurrencen, siger velux-direktør Carsten Røjgaard.
24 af deltagerne er danske arkitektstuderende. De har allerede i denne uge mulighed for at arbejde med dagslys. I samarbejde med Kunstakademiets Arkitektskole i København og Arkitektskolen i Århus afholder Velux et masterclass-arrangement med titlen ´The Perception/Articulation of Nature´, hvor den verdensberømte designer og lyskunstner James Carpenter underviser.
Projekterne skal afleveres 18. maj. Herefter træder en dommerkomite sammen i Torino i Italien for at bedømme projekterne. Dommerkomiteen består af Hani Rachid (USA), Matthias Sauerbruch (Tyskland), Enrique Browne (Chile), Huat Lim (Malaysia), Eva Jiricna (Storbritannien), Francis Nordemann (Frankrig) og Michel Langrand fra Velux.
I 2006 vandt den 27-årige danske arkitektstuderende Louise Grønlund førstepræmien i konkurrencen med projektet ´A Museum of Photography´.
- nn