Dansk entreprenør på svensk opgave
Pihl udvider industrianlæg for plastproducent i Sverige.
E. Pihl & Søn har underskrevet kontrakt på 300 mio. SEK på udvidelse af plastvirksomheden Borealis’ produktionsanlæg ved Stenungsund cirka 50 km nord for Göteborg.
Udvidelsen af Borealis’ produktionsanlæg sker som følge af virksomhedens behov for at udvide produktionen af plastgranulat til plastindustri med 350 tons per år. Pihls entreprise omfatter et komplekst industrianlæg bestående af 10 større bygværker, diverse fundamenter, rørarbejder og belægninger på et 70.000 m2 stort anlægsområde.
Anlægsarbejdet for det nye produktionsanlæg skal udføres på 12 måneder inklusive opstartfasen.
Den korte periode og vanskelige byggeforhold tæt på Borealis eksisterende produktionsanlæg stiller store krav til organisationen. Ledelsen af byggepladsens cirka 200 håndværkere bliver derfor varetaget af omkring 30 funktionærer.
Arbejdet udføres dels af Pihls egne håndværkere, der indkvarteres lokalt, og dels af svenske underleverandører.
Pihl er i forvejen aktive i Sverige, hvor virksomheden blandt andet udfører Malmö City Tunnel; ligesom den danske entreprenør har referencer fra opførelse af komplekse produktionsanlæg på flere internationale markeder.
Bygherrerådgiver er italienske Tecnimont SpA.
- nn