Domkirke med bedre plads
Renoveret byrum omkring Ribe Domkirke skal fortælle byens historie
Den historiske bykerne i Ribe med domkirken som monumentalt midtpunkt hører til blandt Danmarks bedst bevarede historiske kulturmiljøer. Selve den omgivende plads omkring domkirken er dog mærket af bilismens krav og fortidens bearbejdning og fremstår i dag som en uværdig ramme for det historiske monument.
På denne baggrund har Esbjerg Kommune og Realdania indgået en partnerskabsaftale med den fælles vision, at omskabe domkirkepladsen til en værdig og stilfuld ramme om Ribe Domkirke.
Den nye domkirkeplads skal være et aktivt byrum til glæde og gavn for byens borgere og turister. Pladsen skal opleves som et ikon, der fortæller sin historie på tværs af tid i samspil med domkirken og den omkringliggende historiske bykerne.
Esbjerg Kommune har allerede igangsat en trafiksaneringsplan, der forventes færdig i 2008. Samtidig har kommunen i samarbejde med Realdania fået udarbejdet en byrumsanalyse, der afdækker domkirkepladsens betydning og fremtidige udvikling.
Den økonomiske ramme for projektet er på 40 mio. kr. eks. moms, hvor Realdania bidrager med ca. 29 mio. kr. og Esbjerg Kommune med ca. 11 mio. kr.
- nn