Europan-vindere på arbejde
Herning Kommune indleder samarbejde med fire yngre arkitekter.
Byplanudvalget i Herning Kommune har besluttet at indgå et samarbejde med de fire unge kvindelige arkitekter, som vandt den prestigefyldte internationale Europan konkurrence med Herning-projektet ´Take a lama and walk with me´.
De fire er landskabsarkitekterne Christine Vad Majgaard og Signe Høyer Frederiksen, og arkitekterne Karen Stub Christensen og Kristine Holter Andersen. Sidstnævnte er fra Norge.
De unge arkitekter vandt med et forslag, som fysisk og mentalt skal binde Herning By og det hastigt voksende kultur-, uddannelses- og innovative erhvervsområde i Birk sammen på tværs af motorvejen. Virkemidlerne er bl.a. etablering af birkeskove, en omvendt Elia og et bjerg over motorvejen.
Samarbejdet starter dog ikke med dette projekt.
- Men vi har besluttet, at forvaltningen i forbindelse med f.eks. Holing-projektet Futopia skal forsøge at finde et område, hvor nogle af de unge arkitekters spændende ideer fra vinderprojektet kan indarbejdes, så vi kan se dem i mindre skala. Jeg håber, det bliver starten på et rigtigt godt og spændende samarbejde, siger byplanudvalgets formand Knud Troelsen.
- Foto: Katrine Bartram Reinert.
- nn