Hjørring får drive in-tømmerhandel
Når Bauhaus i slutningen af 2008 åbner i Hjørring, bliver det med succeskonceptet drive in
Bauhaus er lige nu ved at opføre nyt byggevarehus i Hjørring. Det nye Bauhaus bliver på 13.500 kvadratmeter og bliver Danmarks nordligste byggevarehus med drive in-tømmerhandel.
Det nye Bauhaus kommer til at ligge på Frederikshavnsvej i Hjørring og bliver nabo til det et år gamle butikscenter, der blandt andet huser Punkt 1 og Idémøbler, og som allerede er en succes blandt byens handlende. Opførelsen af byggevarehuset er allerede i gang, og Bauhaus forventer at kunne byde de første kunder velkommen i slutningen af 2008.
Danmarks nordligste drive in-tømmerhandel
Med det nye byggevarehus får Hjørring landets nordligste drive in-tømmerhandel. Drive in forbindes oftest med fast food eller biografer, men i det nye Bauhaus får kunderne til næste år mulighed for at køre helt ind i lagerområdet og læsse varer direkte ind i bilen.
I drive in-området findes materialer, som ellers kan være besværlige for kunderne at få med sig hjem. Blandt andet cement, tagplader, døre og vinduer.
- Vores drive in-koncept er allerede en stor succes i både Århus, Herning og København, og vi glæder os til at byde de nordjyske kunder indenfor. Vi forventer, at de vil blive lige så vilde med konceptet som kunderne i resten af landet, siger administrerende direktør i Bauhaus, Mads Jørgensen.
Nordjyske HP Entreprise står både bag projektudviklingen og opførelsen af det nye byggemarked.
-los