Kloakfirmaer mister autorisation
Sikkerhedsstyrelsen tilbagekalder over 100 autorisationer på vvs- og kloakområdet.
Kloakområdet har gennem de senere år været igennem en større slankekur, hvor der er blevet ryddet ud i antal autorisationer. Før i tiden havde rigtig mange håndværksmestre en lille nebengeschæft, hvor de tilbød lige at ordne kloakken også.
Men nu er erhvervet blevet mere professionelt blandt andet med en ny autorisationslov. Det seneste tiltag for at højne kvaliteten er, at myndigheden på området, Sikkerhedsstyrelsen, er ved at tilbagekalde en række autorisationer.
Ifølge installatørernes organisation, Tekniq, er styrelsen i fuld gang med at udsende et større antal tilbagekaldelser af autorisationer til firmaer inden for både vvs- og kloakområdet.
Tekniq oplyser, at styrelsen tager autorisationen fra de virksomheder, der ikke har svaret på styrelsens gentagne rykkere om, at de skal opfylde kravet om et godkendt kvalitetsstyringssystem.
Ifølge organisationen handler det om over 100 autorisationer, der er ved at blive tilbagekaldt.
Rent praktisk foregår det ved, at de enkelte virksomheder får et brev om fratagelsen. I brevet er der også formuleret, hvordan firmaerne kan generhverve autorisationen. De skal blandt andet tilmeldes en kontrolinstans, der skal tjekke deres kvalitetsstyring.