Kommuner præmiere Kuben
Ålborg og Holstebro hædrer boligudvikler for indpasningsevne og høj materialekvalitet.
Ålborg og Holstebro hædrer boligudvikler for indpasningsevne og høj materialekvalitet
Både i Ålborg og Holstebro er kommunernes årlige arkitekturpriser blevet givet til boligbyggerier som Kuben har stået bag.
´Komite for bygningspræmiering i Aalborg´ har udvalgt andelsboligbyggeriet, Sorthøj, i Hasseris. Begrundelsen lyder på ´en flot afslutning på hele Sorthøj-området, der tilføjer området en yderligere kvalitet.´
Desuden fremhæves materialevalget som ´gennemgående enkelt og gedigent og er udført med en fin detaljering.´
Det er Aalborg-firmaet Østergaard Arkitekter, der har tegnet de fem punkthuse og fælleshus i et formsprog med rødder i funktionalismen.
Det er nogle af de samme begrundelser, der ligger til grund for tildelingen af ´Arkitekturprisen 2006´ i Holstebro til Kuben for byggeriet Sct. Pouls Have midt i byen.
Ud over en smuk indpasning i omgivelserne begrundes præmieringen med, at ´bebyggelsen som helhed udtrykker usædvanlig høj kvalitet, og giver byen et strejf af storby´.
Det er Arkitema, der har løst opgaven med at få de 33 nye andelsboliger til at gå op i en højere enhed med den skrånende grund og den omkringliggende bebyggelse.
Arkitekturen kan beskrives som nordisk minimalisme tilsat et futuristisk udtryk.
- nn