Rådhus med ny energi
Energirigtige boliger på den gamle Rådhusgrund i Allerød.
Den gamle Rådhusgrund i Allerød bliver bebygget med nye boliger. Projektet består af 108 boliger fordelt på 9.000 m2 ejerboliger og 2.500 m2 almene boliger, der sikrer en mangfoldig beboersammensætning.
Boliger opføres med varmegenvindingsanlæg, solfangere og udstyres med ekstra isolering. De samlede tiltag medfører, at boligerne opfylder miljøkrav i energiklasse 1, der først bliver lovpligtigt for nybyggeri i 2015.
Udover energirigtige løsninger er der lagt vægt på at indpasse boligbebyggelsen i det eksisterende område.
- I arbejdet med Rådhusgrunden har vi lagt stor vægt på at bevare stedets iboende ånd så meget som overhovedet muligt, fortæller Stig Billing fra JUUL | FROST Arkitekter, der har tegnet bebyggelsen for Hoffmann Ejendomme.
- Den gamle Rådhushaves mest markante træk var de store, fuldkronede træer, og de bibeholdes i det indre parkrum, som vi skaber. Vi hæver Rådhushaven med 60 cm, så den kommer op på et forhøjet plateau med varierede aktivitetsfelter, der giver beboerne oplevelsesrige udendørsarealer.
- Vi bevarer desuden den gamle Rådhushals kælder, der bliver indrettet som en multisal med ovenlys. Multisalen skal fungere som festsal, mødested eller andet, der sikrer at beboernes fællesaktiviteter kan foregå i tørvejr, forklarer Stig Billing.
Bebyggelsen får et rendyrket udtryk med glatte, hvide facader.Og boligerne er indrettet med gennemlyste opholdsrum mod Rådhushavens rekreative faciliteter.
- nn