Sportscenter i tidligere tømmerhandel
Stor lagerhal skal rumme isstadion med internationale mål.
En tidligere tømmerhandel i Silkeborg, H. Reimar Nielsens Tømmerhandel, skal nu bygges om til sportscenter, som blandt andet skal rumme byens nye isstadion i de rigtige internationale mål til ishockey.
Det er MT Højgaard, der står for byggeprojektet i hallen, der har 40 meters spændvidde og 4000 kvadratmeter under ét tag.
H. Reimar Nielsens Parkbebyggelse A/S har stillet bygningerne til 25 mio. kr. kvit og frit til rådighed for Idrætssamvirket i Silkeborg Kommune.
Byggeriet af den nye idrætshal med navnet Silkeborg Sportscenter er i fuld gang og ventes at stå færdig til august 2007.
Sportscentret skal fremme ambitionen om et silkeborgensisk storhold i ishockey.
Derudover skal den tilgodese breddeidrætten inden for sportsgrene som gymnastik, bordtennis, squash, taekwondo og andre kampsportsgrene. Der skal også være idrætsklinik og DGI´s regionskontor Midtjylland.
-ls.