Valg af undertag
Fonden BYG-ERFA har netop udgivet et nyt erfaringsblad med titlen: ”Undertage - diffusionstætte og diffusionsåbne”.
Der har gennem en del år været problemer forbundet med uhensigtsmæssigt valg eller forkert udførelse af undertage, hvilket fx har reduceret levetiden og medført alvorlige fugt-, råd og svampeskader. Dette nye erfaringsblad gennemgår materiale- og udformningsmæssige forudsætninger for valg af undertag, samt hvor de projekterende og udførende skal være opmærksomme ved nybyggeri og renovering.
Undertage under tagdækninger anvendes for at beskytte de underliggende konstruktioner dels mod indtrængende regn og sne dels mod kondensdryp.
Undertaget har afgørende betydning for et tags tæthed, men da det ofte er skjult bag isolering, er det svært tilgængeligt for inspektion og reparation. Det er derfor vigtigt, at alle de involverede i byggeprocessen – både rådgivere, projekterende, udførende og tilsyn – er meget opmærksomme på, at der anvendes det bedst egnede undertag, og at det indbygges korrekt.
Til orientering har vi lagt en oversigt over relevante erfaringsblade på www.byg-erfa.dk under temaet Undertage.
”Undertage - diffusionstætte og diffusionsåbne”.[bladnummer (27) 07 06 29] er udarbejdet af arkitekt MAA Søren Peter Bjarløv, SPB Arkitektrådgivning ApS, sekretariatsleder, civilingeniør Morten Hjorslev Hansen, DUKO Dansk Undertagsklassifikationsordning og civilingeniør, seniorforsker Erik Brandt, Statens Byggeforskningsinstitut (SBi/Aalborg Universitet).
Resumé af erfaringsbladet kan ses på www.byg-erfa.dk