40 dages fængsel for at angribe Arbejdstilsynet på byggepladsDer var en byggeplads på Oliehavnsvej i Aarhus, angrebet fandt sted. Arkivfoto.

40 dages fængsel for at angribe Arbejdstilsynet på byggeplads

En 73-årig mand er blevet idømt 40 dages betinget fængsel og samfundstjeneste for at have overfaldet to kvindelige tilsynsførende fra Arbejdstilsynet på en byggeplads

Retten i Aarhus har idømt en 73-årig mand 40 dages betinget fængel og samfundstjeneste, efter han i juli slog og rev i to kvindelige tilsynsførende fra Arbejdstilsynet på en byggeplads på havnen i Aarhus. Det skriver Fagbladet 3F.

7. juli fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra Arbejdstilsynet, der om formiddagen havde haft to medarbejdere ude på en byggeplads på havnen i Aarhus, hvor de var blevet udsat for vold.

De to medarbejdere havde ifølge Østjyllands Polit ved 10.30-tiden indfundet sig på byggepladsen i forbindelse med et tilsyn, hvor de havde rettet henvendelse til en 73-årig mand, der sad på en gravemaskine. De talte lidt frem og tilbage om, hvorvidt man skulle bruge hjelm, når man kørte gravemaskinen, men var nået frem til, at det ikke var nødvendigt i den model, manden kørte i.

Slog og rev i ID-kort
De to forurettede har forklaret, at stemningen ikke var særlig god, og at den 73-årige mand talte grimt og nedladende til dem. Pludselig slog den 73-årige mand den ene tilsynsførende hårdt oven på hendes sikkerhedshjelm flere gange. Herefter gik manden frem mod den anden tilsynsførende, som han slog på armen, hvorefter han tog fat i hendes ID-kort og hev hårdt i snoren, så hun blev trukket forover.

De to tilsynsførende gjorde det klart for manden, at hans opførsel var uacceptabel, hvorefter de forlod byggepladsen. Efterfølgende kontaktede de deres chef, og sagen blev senere samme dag anmeldt til politiet.

Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi har oplyst til Fagbladet 3F, at den 73-årige mand har udbedt sig betænkningstid, over om han vil anke dommen.

-dc

19/8 2021