60 nye boliger i Horsens
Horsens beriges med 60 nye, almene lejeboliger i Godsbanegades historiske kvarter, der bygges som en moderne version af områdets industrielle bygninger
I Horsens bycentrum, tæt på gågaden, bygger Boligselskabet Domea Horsens for tiden tre punkthuse med 60 almene boliger. Byggeriet er nu så fremskredent, at der netop er afholdt et velbesøgt rejsegilde.
Blandt talerne var formand for boligselskabet, Boje Krogh Hansen, og borgmester Peter Sørensen.
- Vi kan nu fornemme, hvor flot det bliver med de røde teglstensfacader med hvide bånd og murfelter. Det har været et vigtigt at tilpasse projektet til omgivelserne, som er præget af industrielt byggeri; lige fra den tidligere trævarefabrik Bastian, opført 1875, til Hede Nielsen Fabrikken, opført 1936, fortklarer Boje Krogh Hansen, formand for Boligselskabet Domea Horsens.
Velvalgt placering
Hele det tidligere industrielle område er i dag ombygget til moderne boliger og kontorlokale, og for Domea er placeringen af det byggeri på Godsbanegade er nøje udvalgt.
- Med en beliggenhed tæt på banegård, busforbindelser og indfaldsveje er det jo et oplagt sted at bo for pendlere. Der har også fra starten været stor interesse for byggeriet. Mange er skrevet op til boligerne, så det tegner godt, oplyser Boje Krogh Hansen.
Borgmester Peter Sørensen peger på, at de nye boliger på Godsbanegade skal ses i sammenhæng med, at Horsens kommune udvikler sig meget i disse år.
- Horsens Kommune har gennem flere år haft kraftig befolkningsvækst, og det betyder, at der konstant er et stort behov for byggeri af nye boliger. Det behov er blandt andet Boligselskabet Domea Horsens med til at dække med opførelsen af disse 60 almene familieboliger af høj kvalitet her på Godsbanegade i Horsens.
- Det er vigtigt for en vækstkommune som vores at have ”varer på alle hylder” – og der i opføres i disse år i hundredvis af nye familieboliger i Horsens Kommune – alene Boligselskabet Domea Horsens har de seneste fire år opført tæt på 300 nye almene familieboliger, siger borgmester Peter Sørensen.
Gode erfaringer overført
De nye boliger på Godsbanegade ligger ved siden af Boligselskabet Domea Horsens populære boligafdeling Emil Møllers Gade.
I forbindelse med byggeriet har man overført Emil Møllers Gades beboeres anbefalinger til de nye boliger. Derfor får de nye boliger bl.a. store altaner med eget depotrum.
cmn

Fra rejsegildet forleden er det fra venstre Domeas byggechef Karsten Pedersen, byggeherrerådgiver Louise Prahm, borgmester Peter Sørensen og formand Boje Krogh Hansen.