80 meter høje tårnhuse i Carlsberg Byen når toppen
I Carlsberg Byen i København bygger Züblin to 80 meter høje tårnhuse med tilhørende karreer på i alt 86.000 m2
De to tårnhuse, Dahlerups Tårn og Vogelius Tårn, er netop nået den fulde højde, og projekterne går nu ind i den afsluttende fase. Siden første spadestik i 2018 har de to projekter udviklet sig fra at være to dybe huller i jorden, hvor Züblin først har etableret byggegruber og sidenhen udført råhuse med i alt 37.000 m3 in situ-beton og 8600 tons armering.
I dag står to moderne tårnhuse, hvor facaderne kravler op langs siderne med én etage om ugen. Ifølge projektdirektør fra Züblin, Karsten Skettrup, er der tale om præcisionsarbejde i højden:
- Vi armerer, forskaller og støber i 80 meters højde. Det kræver helt særlig materiel og specifikke kompetencer fra vores medarbejdere og samarbejdspartnere. Tårnene er vokset med én etage om ugen, og facaderne følger med i samme takt. Der er lagt et stort arbejde i at nå toppen med nøjeplanlægning og fokus på logistik og arbejdsmiljø. Under normale omstændigheder ville vi fejre vores milepæle med et stort rejsegilde, men i disse corona-tider må vi nøjes med velfortjente skulderklap og stor ros til alle involverede, mens vi fortsætter arbejdet.
Om Carlsberg Byen
Dahlerups Tårn og Vogelius Tårn med tilhørende karreer
Caroline Hus, Kjeldahl Hus, Forchhammer Hus og Djørup Hus
Bygherre: Udviklingsselskabet Carlsberg Byen
Arkitekter: Schmidt Hammer Lassen Architects, Holscher Nordberg og Entasis Rådgivende ingeniører: Züblin og Cowi
Totalentreprenør: Züblin
Areal: 39.800 m2 og 46.200 m2
-kj