AART architects bag nyt hovedkontor for SUN-AIR
Onsdag den 2. december blev første spadestik taget til det nye hovedkontor i Billund. AART architects står for designet af hovedkontoret, der er en del af en større fornyelse i forbindelse med generationsskiftet hos SUN-AIR
Hovedkontoret er tegnet af AART architects efter tæt dialog med SUN-AIR ud fra ønsket om et innovativt kontorbyggeri i bæredygtige materialer.- Udtrykket er ekspressivt og enkelt med en stor tagflade, der omslutter de fem etager på lidt over 1.000 kvm, fortæller Kristoffer Sundberg, CEO og ejer af SUN-AIR of Scandinavia.
Hovedkontoret er klædt i aluminium, og tagfladen afspejler de omkringliggende hangarbygninger samtidig med, at den med sin form og forskudte linjer fortolker hangaren som motiv. Samspillet med omgivelserne understøttes af den perforerede facade, der om aftenen vil få hovedkontoret til at lyse op i lufthavnslandskabet.
I sommerhalvåret vil den perforerede facade desuden fungere som solafskærmning, mens den i vinterhalvåret, når solen står lavt på himlen, vil skabe et behageligt, blændfrit lysindfald i de indre kontorrum. Et sundt og stimulerende arbejdsmiljø går på den måde hånd i hånd med tanken om at markere SUN-AIR i lufthavnslandskabet.
Hovedkontoret forventes opført ultimo 2016 med Ove Larsen som entreprenør, Triconsult som ingeniør og AART architects som arkitekt.