Ældre butikscenter gør plads til nytSådan kommer det nye butikscenter på hjørnet af Horsensvej og Solkilde Allé i Vejle til at se ud, når det står færdigt i maj 2017. (Visualisering: Arkitektfirmaet Rum).

Ældre butikscenter gør plads til nyt

Base Erhverv as opfører nyt butikscenter ved Bilka i Vejle. Projektet omfatter både nedrivning af eksisterende bygninger og opførelse af 7.000 m2 butikscenter for Ballegaard Gruppen

Entreprenørfirmaet Base Erhverv i Horsens har netop sikret sig den næststørste ordre i virksomhedens historie. I konkurrence med fem andre entreprenørfirmaer har Base Erhverv fået til opgave at stå for nedrivning af eksisterende bygninger og opførelse af 7.000 m2 butikscenter for Ballegaard Gruppen, Vejle - samt anlæg af varegård og 150 P-pladser.

Butikscentret opføres i to etaper for at tage mest muligt hensyn til de eksisterende lejere. Første aflevering er til august næste år, og den endelige aflevering sker ultimo april 2017. Butikscentret opføres i sandwich-betonelementer, og får sort facade ud mod Solkilde Allé – lige overfor Bilka.

Lejerne er Harald Nyborg, Skousen, Jysk, BabySam og thansen. De fem kendte brands får i alt næsten 6.000 m2 til rådighed, mens der på 1.200 m2 i underetagen bliver plads til alle brancher, undtaget butikker med udvalgsvarer. Ballegaard Gruppen forestiller sig eksempelvis et fitnesscenter eller en restaurant som lejere.

På jagt efter nye opgaver
Base Erhverv skal i hovedentreprise stå for nedrivningen af den gamle bygningsmasse, og for opførelsen af det nye butikscenter med tilhørende P-pladser.

Det er en opgave, som direktør Klaus Rønslev ser frem til efter en i forvejen god dialog med Ballegaard Gruppen.

- Vort største byggeprojekt var Landbrugets Hus, LMO på Vejlevej i Horsens tilbage i 2007. Derefter fulgte krisen, som vi bestemt har lagt bag os. Private bygherrer er igen parate til at investere, og både banker og kreditforeninger vil igen være med til at finansiere byggeprojekter. I øjeblikket har vi en fast stab på syv projektledere, og vi jagter konstant nye projekter, så det kan medføre behov for flere ansættelser, siger han.

Byggestart i december
Base Erhverv as deler administration med søsterfirmaet Dansk Boligbyg a/s, der beskæftiger ca. et halvt hundrede medarbejdere, primært projektledere og projektchefer. Begge firmaer arbejder som hoved- og totalentreprenører, og samarbejder derfor bl.a. med underentreprenører ude på byggepladserne.

Arbejdet med opførelsen af det nye butikscenter på Solkilde Allé i Vejle påbegyndes senest den 1. december. Base Erhverv as skal gennem hver entreprise ikke blot én gang, men to gange.

Det sker af hensyn til de nuværende lejere, der under arbejdet flytter i pavilloner på P-pladsen foran deres nuværende lejemål. Eksempelvis bliver Harald Nyborg boende i den eksisterende bygning samtidig med at der brydes ned rundt omkring lejemålet. Til august næste år flytter forretningen så over i de nye, permanente lokaler. Derfor skal Base Erhverv altså bryde ned to gange, og også montere elementer to gange.

-cmn


Det nuværende, ikke-tidssvarende butikscenter, der brydes ned i etaper af hensyn til lejerne, som i hele byggeperioden får til huse i midlertidige pavilloner på P-pladsen.

19/10 2015