Allerød bygger energirigtigt
Almene klima- og miljøvenlige familieboliger i Allerød opføres efter energistandarder, der først vil gælde i Danmark fra år 2020
På Rådhusgrunden i Allerød er Dansk Boligbyg a/s fra Roskilde nu klar til at gå i gang med byggeriet af 30 almene klima- og miljøvenlige familieboliger.
Det første spadestik er netop taget med gravko, ført af borgmesteren i Allerød, Jørgen Johansen, og boligerne skal være klar til indflytning om et år, i marts 2016.
Boligerne opføres efter energistandarder, der først vil gælde i Danmark fra år 2020. Derfor kan de kommende lejere forvente både en meget lav regning på energiforbrug, og godt indeklima.
De 30 klima- og miljøvenlige familieboliger opføres som 3- eller 4-værelses boliger med et areal på 70-105 m2. Boligerne fordeles i to bygninger, der ligger forskudt, så alle lejligheder får mest muligt lysindfald. Det skaber samtidig store friarealer til bl.a. legeplads og fællesområde.
Danske Funktionærers Boligselskab og Allerød Kommune står bag projektet sammen med Domea. Bebyggelsen får klimaskærm og solceller på tagene, og vil altså opfylde kravene til energiklasse 2020.
Hver bygning og udearealerne er designet, så de understøtter det sociale fællesskab blandt beboerne. Facaderne pudses i en lys nuance, mens vinduerne bliver lys grå træ/alu. Af hensyn til facade-arkitekturen, hvor alle vinduer går til gulv, etableres der gulvvarme i alle boliger.
Det samlede etageareal er på næsten 2.800 m2. Dansk Boligbyg a/s, Roskilde er totalentreprenør, Oluf Jørgensen A/S, Roskilde er ingeniør, mens projektet er tegnet af tnt arkitekter og Virumgaard arkitekter.
-cmn